Ny arkitektfusion vil lægge øre til landskabet
En konsolidering har fundet sted på tværs af Kattegat. GHB Landskabsarkitekter går sammen med Møller & Grønborg.
Lytt er navnet på en helt ny spiller på den danske arkitektscene, som er opstået i en fusion mellem de gammelkendte GHB Landskabsarkitekter fra København og Møller & Grønborg fra Aarhus.
I denne fusion, kan man tale om at lægge øret til jorden. Fokus for det nye arkitektfirma vil nemlig være den nordiske by- og landskabsarkitektur, hvor man ønsker at spille en toneangivende rolle.
- Betingelserne for at kunne virke og rådgive er blevet langt mere omfattende end tidligere. Der er krav om flere sideordnede ydelser, og dem kan vi levere med denne fusion, hvor kunder og samarbejdspartnere tilbydes en større referencepallette samt en bredere og dybere kompetenceprofil, fortæller Mads Tenney Jordan, partner og CEO. Han fortsætter:
- Vores force bliver, at vi styrker vores arkitektoniske profil markant, både i bredden med også inden for specialviden. Vi komplementerer hinanden på en måde, hvor 1+1 bliver 3. Den store faglige bredde og fleksibilitet gør, at vi i endnu højere grad kan tilbyde helhedsløsninger med visioner og høj æstetisk kvalitet. Det sikres ved altid at inddrage de bedste kompetencer fra begge afdelinger til det pågældende projekt - uanset geografisk placering, lyder det.
Stærke rødder
Det at gå sammen sikrer en stærk markedsposition med godt 50 medarbejdere med stor faglig bredde.
Og begge tegnestuer bidrager med et stærkt fundament, lyder det fra Mads Jordan. Både Møller & Grønborg og GHB Landskabsarkitekter går flere generationer tilbage. Det gør noget ved en virksomhed, supplerer Torben Møbjerg, partner og COO.
- Vi forstår vores rolle i udviklingen af både by og land. Vi udvikler løsninger, som fungerer nu og for fremtidige generationer - både æstetisk og funktionelt. Arkitektur som inspirerer og giver oplevelser, der kan mærkes og skaber øget værdi, lyder det.
Lytt Architecture ledes fremadrettet af de seks partnere, Mads Tenney Jordan, Torben Møbjerg, Jacob Fischer, Morten Weeke Borup, Niels Kjølhede og Julie Kaalby Bjerre. Sidstnævnte indtræder som ny partner samtidig med fusionen.