Energiselskab udvider hovedsædet for ottende gang
Arkitektur | Af kras |
Det danske energiselskab OK, som har base i Viby J, er netop gået i gang med en større tilbygning pfor at få plads til et stigende antal ansatte.
OK's hovedkontor i Viby J har vokseværk. Energiselskabet bygger det næste års tid både i højde og drøjde for at skabe plads til et stigende antal ansatte, flere og større mødelokaler og en større og mere moderne kantine.
- OK har været inde i en positiv udvikling i flere år med gode resultater, hvor det seneste resultat for 2019 jo faktisk slog alle rekorder og blev det bedste nogensinde, siger Arne Kragelund, teknisk chef i OK.
Digitalisering øger behov for arbejdskraft
OK's hovedkontor fik i begyndelsen af 2020 etableret en ny og større p-plads i tilknytning til hovedkontoret, og fredag 12. juni tager Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus, første spadestik til tilbygningen. Når byggeriet står færdigt i 2021 vil hovedkontoret være udvidet med 2200 kvadratmeter og i alt være på 9000 kvadratmeter.
- Det er ganske enkelt nødvendigt. Vi har brug for højtuddannet arbejdskraft i OK og forventer at se en vækst i antallet af hoveder i de kommende år. Vi har allerede nu 15 ansatte siddende i en lejet nabobygning, siger Arne Kragelund.
Totalentreprenør forudser 'gode' udfordringer
Ifølge projektchef Klaus Meidahl Højen fra Base Erhverv, som er totalentreprenør på projektet, er der tale om et udfordrende byggeri rent byggeteknisk, hvor eksisterende byggeri skal sammenbygges med nyt.
- Den største udfordring er den nye kælder, hvor vi er nødt til at etablere en spuns, som er en slags væg i stål, der fastholdes af lange jordankre. Vi skal sikre os, at de eksisterende bygninger ikke sætter sig i byggefasen. Derudover giver det altid nogle "gode" udfordringer, når man skal bygge noget eksisterende sammen med noget nyt og få forskellige bygningshøjder til at passe sammen, siger Klaus Mejdahl Højen.
Det nye hovedkontor udvides med mellem 60 og 80 kontorpladser og syv nye mødelokaler. OK-koncernen, som også tæller cleantech-selskabet Kamstrup, har cirka 2200 ansatte, og heraf beskæftiger moderselskabet cirka 650 mennesker, hvor størstedelen er placeret på hovedkontoret i Viby J.
Grønt byggeri
OK har udvidet hovedkontoret i Viby J. flere gange, siden man byggede det i 1979. Faktisk er det ottende gang. Seneste tilbygning var for 10 år siden, hvor der blev tilført en hel ny fløj til de to eksisterende fløje.
OK, en af landets førende leverandører af varmepumper, har benyttet sig af netop denne energikilde i den nye bygning, ligesom taget også bliver med solpaneler.
- Vi leverer selvfølgelig selv varmepumpen og solpanelerne. I forvejen har vi solpaneler på taget og på dele af facaden af hovedkontoret, så det gør vi selvfølgelig også på den kommende tilbygning. Varmepumpen skal levere miljøvenlig energi til dele af bygningen, da vi jo stadig har fjernvarmepligt, siger Arne Kragelund.