Økonomisk sommerpakke skal indfri grønne ambitioner
Regeringen er på vej med en økonomisk sommerpakke. Den bør være grøn, mener Tekniq Arbejdsgiverne, der peger på 14 konkrete initiativer.
Skrot oliefyrene, udfas naturgas, stil krav om intelligent styring af energiforbruget, og indfør en mærkningsordning for totaløkonomi.
Det er blot nogle af 14 anbefalinger, som blandt andre Tekniq Arbejdsgiverne peger på i forbindelse med regeringens klimapartnerskab for bygge og anlæg. Samtidig er der tale om nogen af de billigste og mest effektive veje til CO2-reduktioner, og de kan alle sættes i gang øjeblikkeligt.
- Det er bare om at komme i gang. Bygninger står for omkring 40 procent af landets energiforbrug og er et af de områder, hvor man kan opnå de største CO2-gevinster til den laveste pris, siger Troels Blicher Danielsen, admistrerende direktør hos Tekniq Arbejdsgiverne, der har fungeret som sekretariat for en af arbejdsgrupperne i klimapartnerskabet.
En bunden opgave
- Den grønne omstilling er en bunden opgave. Men det er genopretningen af Danmark efter coronakrisen også. Det er derfor sund fornuft at sætte initiativer i gang, som slår to fluer med et smæk ved både at nedbringe CO2-udledningen og skabe flere job med investeringer i de grønne initiativer, siger Troels Blicher Danielsen om de 14 initiativer.
Forslagene kan gennemføres med både gulerod og pisk, og de koster ikke særlig meget, oplyses det. Der bør eksempelvis indføres et krav om, at alle 80.000 oliefyr i Danmark skrottes senest i 2025. Samtidig skal der sættes turbo på overgangen fra oliefyr og naturgas ved at udvide BoligJobordningen til også at omfatte materialer som for eksempel varmepumper. Initiativer, der er nødvendige, hvis det skal være realistisk at nå regeringens egne grønne målsætninger.
- Det er positivt, at regeringen i sit udspil til klimahandlingsplanen vil sætte fart på udfasningen af olie og naturgas. Men der skal skrues yderligere op for tempoet og sættes ind på langt flere fronter på boligområdet, hvis vi skal nå i mål, siger Troels Blicher Danielsen.
Derudover bør der ifølge Tekniq Arbejdsgiverne stilles krav om intelligent styring, når boligerne skal renoveres eller der bygges nyt. Det kan for eksempel være ved hjælp af automatisk styring af lys, varme og ventilation. En rapport fra EA Energianalyse viser da også, at man alene ved intelligent varmestyring kan spare otte procent af forbruget i enfamiliehuse og etageboliger, mens besparelsen er på hele 14 procent i butikker.
Tid til handling
Tilsammen vil de 14 anbefalinger fra arbejdsgruppen i klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren reducere CO2-udledningen med op til 2,5 mio. tons CO2 årligt.
- Anbefalingerne skal være implementeret i 2030, men vi kan gå i gang allerede i morgen og dermed bidrage markant til at nå regeringens ambitiøse mål om en reduktion i CO2-udledningen på 70 procent. Det er med andre ord tid til at omsætte de mange anbefalinger til konkret handling, siger Troels Blicher Danielsen.