Gulvgrossist henter ny direktør
Scandinova får 1. juli en ny mand ved roret, når Jacob Storm overtager posten som administrerende direktør. Han er hentet ind fra Diversey.
Den Bygma-ejede gulvgrossist Scandinova ansætter 1. juli 41-årige Jacob Storm som ny administrerende direktør. Han kommer fra en lignende stilling som County Director for Danmark hos den globale Diversey-koncern, der er markedsledende inden for løsninger til blandt andet miljøvenlig bygningsrengøring, fødevareindustri, fødevaresikkerhed og desinfektion.
Jacob Storm har hos Diversey i løbet af de seneste syv år blandt andet sikret en fordobling af det danske EBITDA gennem en mere effektiv organisation og mere profitabelt salg.
Hos Scandinova får han nu til opgave at sikre den fortsatte udvikling af virksomheden, der leverer til professionelle gulvfirmaer landet over via sine grossistcentre i København, Odense, Aarhus og Aalborg.
- For mig er det enormt spændende at komme til gulvbranchen, der er både dynamisk og præget af stor faglighed. Jeg ser frem til at stå i spidsen for en af branchens førende virksomheder og sammen med resten af holdet sikre en god udvikling i de kommende år, fortæller han.
Mød kunderne i øjenhøjde
Jacob Storm er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet i 2003 og har derudover gennemført en lang række videregående salgs- og ledelsesprogrammer på blandt andet Copenhagen Business School (CBS) og Probana.
Han startede karrieren som Financial Analyst hos JohnsonDiversey i 2003 og har siden lært salgshåndværket og salgsledelse via stillinger som salgsanalyse- og support manager, salgsleder og senest Country Director fra 2011 frem til nu. Her har han blandt andet sikret udviklingen af en meget effektiv kundefokuseret organisation hos Diversey i Danmark.
- Vi skal skabe værdi for kunderne, der hvor de er, og ikke kun sælge løsninger. Scandinova har her et rigtigt godt afsæt, som vi nu skal have styrket yderligere til gavn for kunderne, så de får nemmere ved at udvikle deres egen forretning, siger han.
Privat bor Jacob Storm i Allerød med sin kone og tre børn.