Mangor & Nagel scorer hattrick hos KAB
Arkitektur | Af tra |
Arkitektfirmaet har netop fået tildelt sin tredje rammeaftale i streg med boligorganisationerne i KAB-fællesskabet.
I slutningen af 2019 landede Mangor & Nagel en rammeaftale om nybyg med KAB. I starten af 2020 kom større renoveringer til, og nu kan arkitektfirmaet også skrive de mindre renoveringer i porteføljen - og sige alle gode gange tre.
- Jeg behøver næppe understrege, hvor stolte og glade vi er. Det her er historisk for Mangor & Nagel, fortæller segmentchef for det almene Lars Vind. Han fortsætter:
- Vi er så klar til at komme i gang, og glæder os til samarbejdet med alle parterne omkring projekterne, lyder det.
Midt i en anderledes tid
Corona-krisen har dog også kastet en skygge over de nye samarbejde. Særligt i forhold til restriktionerne om, hvor meget og hvordan man må samles. Det giver selvsagt nogle ændringer i måden, man kommer til at udføre beboerinddragelsen i renoveringsprojekterne på, fortæller Lars Vind.
- Beboerne er vores vigtigste bygherre, og derfor er det både en udfordring og meget anderledes, når vi i de kommende projekter, skal finde helt andre måder at inddrage og samarbejde med beboerne på. Det handler om at tænke ud af boksen - kan vi mødes i mindre grupper udenfor eller tage nogle møder over telefon eller Skype, så gør vi det. Vi sørger desuden altid for at kommunikere på flere platforme - sociale medier, boligforeningens hjemmesider, opslagstavler med videre.
Hjerteblod og historie
Mangor & Nagel har en årelang historie i det almene segment og tegnede eksempelvis tilbage i 1948 det prisbelønnede Frederikssundshus, som den dag i dag stadig står som et eksempelprojekt for almene byggerier i Danmark.
- I Danmark har vi en helt fantastisk tradition for at bygge almene boliger, og hos Mangor & Nagel har vi været med til at tegne kvalitetsboliger for alle og det forpligter, forklarer Claus Smed Søndergaard, kreativ chef og partner i Mangor & Nagel. Han uddyber:
- For Mangor & Nagel er det almene segment vores historie blandet med hjerteblod. Det at bygge alment handler i høj grad om at bygge til alle - det handler ganske enkelt om livskvalitet og mennesker.