Fyrtårnsprojekt: Aarhus skyder snart 142 meter i vejret
Byggeri | Af Torben Jastram |
Plantegningerne til Lighthousetårnet er endelige, bundpladen til tårnet er støbt og byggeriet kan nu skyde op - en etage om ugen.
Om godt to år står Lighthouse-byggeriet færdigt på Aarhus Ø. Med hele 45 etager bliver det landets Danmarks højeste boligbyggeri.
Højhusbyggeriet og to andre bygninger bliver afslutning på det samlede Lighthouse-projekt, hvor første etape blev bygget tilbage i 2012.
Vi har fra starten haft en ambition om, at Lighthouse ikke blot skal indeholde lejligheder på 200-300 kvadratmeter til tocifrede millionbeløb.
Claus Hommelhoff
Lighthouse United ApS
3XN står bag Lighthouse og har været med på rejsen fra første streg blev tegnet på første etape af projektet.
Kim Herforth, stifter og kreativ direktør hos 3XN, glæder sig over, at projektet nu kan fuldendes og markere sig som et vartegn for Aarhus:
- Lighthouse er et fascinerende projekt. Det har en helt særlig nærhed til havet, hvilket har givet inspirationen til arkitekturen. Bugtens bølger er med til at forme bygningen og med en placering helt ud til Aarhus Bugten vil Lighthouse markere sig som et fyrtårn og vartegn for hele Aarhus, siger han.
Adgang for alle
Lighthouse opføres på Aarhus Ø, som er en bydel i rivende udvikling hvor både boliger, restauranter, teater, havnebad og meget andet er kommet til i løbet af de seneste år.
Øverst i tårnet etableres en udsigtsplatform samt restaurant eller café, der er tilgængelig for offentligheden. I stueplan kommer blandt andet café eller restaurant samt et bugtcenter, hvor besøgende kan lære mere om Aarhus Bugten.
Ud over aktiviteter for offentligheden er ambitionen med Lighthouse også at skabe et byggeri, der favner bredt og giver flere mulighed for at bo tæt på vandet i Aarhus.
- Vi har fra starten haft en ambition om, at Lighthouse ikke blot skal indeholde lejligheder på 200-300 kvadratmeter til tocifrede millionbeløb. Derfor er det et byggeri, hvor der er også er et stort antal to- og treværelses lejligheder og hjem for familier, par, unge og ældre, der gerne vil have en god udsigt midt i Aarhus, fortæller Claus Hommelhoff, der sammen med blandt andre Kilden og Hindby er en del af ejerkredsen i Lighthouse United ApS.
Der er længe blevet rumsteret, gravet og forberedt til Fyrtårnet på byggepladsen på spidsen af Aarhus Ø. I denne måned begynder Lighthouse også at tage form i højden, hvor der vil blive bygget en etage om ugen.