Væksten fortsætter i Rambøll
Erhverv | Af Torben Jastram |
Rambøll-koncernen opnåede solid vækst i 2019, selvom indtjeningen dykkede lidt i forhold til året før. Opkøbet af Henning Larsen Architects skabte den næste platform for international vækst.
Landets største rådgivende ingeniørkoncern voksede igen i 2019. Omsætningen nåede rekordhøje 14,2 milliarder kroner, som er en stigning på 25 procent i forhold til 2018. Organisk vækst udgjorde 4,2 procent mod 7,0 procent i 2018.
Driftsresultatet før renter og skat (EBIT) var 341,1 millioner kroner sammenlignet med 317,9 millioner kroner i 2018, hvilket gav en EBIT margin på 2,4 procent - et lille fald fra 2,8 procent i 2018. EBIT margin var påvirket af en stigning i øvrige omkostninger fra 91 millioner kroner i 2018 til 227 millioner kroner i 2019. Størstedelen af disse omkostninger var relateret til integrationen af OBG og omkostninger til at sikre en forbedring af den fremtidige indtjening yderligere ved at tilpasse dele af forretningen og optimere de globale supportfunktioner. Frie pengestrømme udgjorde 468,0 millioner kroner i 2019, hvilket er en stigning i forhold til 259,1 millioner kroner i 2018.
Arkitekt-opkøb
Rambøll tog desuden i 2019 strategisk skridt med opkøbet af Henning Larsen Architects. Globalt er omkring 1.500 nye kollegaer kommet til i 2019, og med Henning Larsen og Web Structures (Singapore), som også kom til i begyndelsen af 2020, har Rambøll nu godt 16.500 medarbejdere globalt.
Da opkøbet af Henning Larsen og Web Structures er med effekt fra januar 2020, indgår de ikke i regnskabstallene for 2019.
- Vi leverede et solidt resultat i 2019. Vi havde en stærk vækst i Norden og i USA, hvor vi i sidstnævnte opnåede en vækst på 18 procent fra OBG, som vi købte i 2019. Vores globale forretningsenheder for Vand, Transport og Energi voksede også fornuftigt. Vores driftsresultat (EBITA) er også stærkt, og vi har samtidig formået at drive den strategiske udvikling fremad med hensyn til geografisk tilstedeværelse, vores globale spearhead services, bæredygtighed og digitalisering. USA er nu vores største globale marked og står for 26 procent af koncernens omsætning, siger koncernchef Jens-Peter Saul.
- Vores fokus i 2020 er at forberede os på den næste vækstfase. Vi vil fortsætte den vellykkede integration af OBG og andre opkøbte virksomheder og udnytte det store potentiale, vi har fået med Henning Larsen om bord. Vi vil også fortsætte transformationen af vores supportfunktioner med henblik på at øge effektiviteten og skalerbarheden i takt med, at virksomheden udvikler sig, siger han.