Ny kommuneplan: Lettere at bygge mindre boliger
Borgerrepræsentationen i København har vedtaget ny kommuneplan, der lemper 95 kvadratmeter-regel.
Siden 2005 har der i København været et krav om, at 75 procent af nybyggede boliger i gennemsnit skal være 95 kvadratmeter store for at sikre plads til børnefamilierne i byen.
Med den netop vedtagne kommuneplan er kravet blødt op, så halvdelen af kvadratmeterne til nybyggeri i København nu gives fri - og der dermed kan bygges flere boliger, der møder efterspørgslen på mindre lejligheder.
- Det er afgørende, at København også i fremtiden er en blandet by med plads til både den lille familie, singlerne og de studerende. Med kommuneplanen skruer vi derfor op for byggeriet af de mindre og helt små boliger. Samtidig gør vi det også mere interessant for investorer at investere i at opføre boliger i København, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Med kommuneplanen gør man det muligt at bygge nye familieboliger på ned til 40 kvadratmeter i byudviklingsområderne, og 50 kvadratmeter i eksisterende by. De nye bestemmelser skal bidrage til et større udbud af boliger i København og dermed en mere stabil prisudvikling.
Med de nye bestemmelser bliver det muligt at bygge dobbelt så mange mindre boliger i den eksisterende by og endnu flere i byudviklingsområderne.
Den såkaldte 95 kvadratmeter-regel, som kommuneplanen nu lemper, blev indført i 2005 for at gøre København mere attraktiv for børnefamilier. I de senere år har der også været en stigende efterspørgsel på mindre boliger til især enlige og ældre.
Med kommuneplanen er målet i alt at bygge 60.000 nye boliger frem mod 2031. Heraf skal hver fjerde være almen.
Udover boliger fårkommuneplanen også betydning for bilernes rolle i byen. Blandt andet sænker man parkeringsnormen i nybyggerier med 30 procent, så bygherre ikke skal etablere ligeså mange parkeringspladser som tidligere. Samtidig skal der være delvist bilfri områder i byudviklingsområder som Nordhavn og Godsbaneterrænet.