Mange byggevirksomhed er ramt af vandmasserne
Tal fra Danmarks Statistik viser, at 14 procent af medarbejderne i landets bygge- og anlægsvirksomheder blev påvirket negativt af de store vandmasser i februar.
- Voldsomt vintervejr med sne, frost og efterårsorkaner har altid påvirket byggeriet. Men det usædvanlige i år er, at det er den vedholdende regn og de efterfølgende oversvømmelser, der rammer arbejdet på bygge- og anlægspladserne, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Når vandet på et tidspunkt trækker sig tilbage, får håndværksvirksomhederne omvendt typisk en periode med ekstra travlhed.
... set fra samfundets side, er der store tab ved de ødelæggende vandmasser i et lavtliggende land som Danmark.
Cheføkonom Bo Sandberg
Dansk Byggeri
- Men set fra samfundets side, er der store tab ved de ødelæggende vandmasser i et lavtliggende land som Danmark, siger Bo Sandberg.
Dansk Byggeri efterlyser derfor en national handlingsplan for klimasikring og kystbeskyttelse. Og foreslår, at der bliver oprettet en statslig klima- og kystfond, der sikrer kommunerne bedre muligheder for at finansiere klimasikrings- og kystbeskyttelsesprojekter, og gør det nemmere for vandselskaberne at fjerne vandet, uanset hvor det kommer fra.
Mangel på ordrer og medarbejdere
Foruden den massive regn er flere bygge- og anlægsvirksomheder også påvirket af for få opgaver i ordrebogen. Og for anden måned i træk er der flere byggevirksomheder, der mangler opgaver, end der mangler arbejdskraft.
I februar blev 20 procent af bygge- og anlægsvirksomhederne ifølge Danmarks Statistik begrænset i produktionen på grund af mangel på efterspørgsel, mens 19 procent blev begrænset af mangel på arbejdskraft.
- De nye tal bekræfter, at det konjunkturmæssige pres på byggeriets arbejdsmarked er aftagende, mens den underliggende, mere strukturelle mangel på faglærte medarbejdere fortsat består, siger cheføkonom Bo Sandberg.