MT Højgaard forventer positiv bundlinje i 2020
Det har haltet med indtjeningen i moderselskabet de seneste par år, men 2020 bliver året, hvor det vender for en af landets største entreprenører, lyder meldingen.
Spørger man MT Højgaards relativt nyudnævnte direktør Morten Hansen, er der en hovedopgave for entreprenørkæmpen i 2020 - nemlig at hæve intjeningen.
Som mange andre større entreprenører i branchen halter det med lønsomheden. De seneste par år har også været alt andet end gode for MT Højgaard, der har været plaget særligt af nedskrivninger efter MgO-plade-sagerne. 2020 bliver dog bedre, spår ledelsen.
Vi vil udbygge vores styrkepositioner inden for bæredygtigt byggeri, renovering, projektudvikling, partnerskaber og anlæg.
Administrerende direktør Morten Hansen
MT Højgaard
- Med Bæredygtig22 fokuserer vi på de kerneområder, hvor vi i koncernen har dybe kompetencer, kritisk masse og fornuftige dækningsgrader. Vi vil udbygge vores styrkepositioner inden for bæredygtigt byggeri, renovering, projektudvikling, partnerskaber, anlæg, samt projekter i Grønland og på Færøerne, udtaler Morten Hansen i en fondsbørsmeddelelse.
De regnskabsmæssige resultater (EBIT) i MT Højgaard-koncernen og MT Højgaard Holding vil i 2020 være identiske, bortset fra at holdingselskabet vil have afskrivninger på immaterielle anlægsaktiver og mindre administrationsomkostninger.
Forventer overskud
Med den nye tilgang, nytilført kapital i form af salget af Lindpro, stærke datterselskber samt en solid ordrebog, er der basis for at øge forhåbningerne.
Omsætningen ventes i 2020 at blive omkring 5,9 milliarder kroner. MT Højgaard Holdings primære driftsresultat før særlige poster og eksklusive Lindpro A/S ventes at blive i niveauet 85 millioner kroner. Desuden organiseres koncernen i seks selvstændige, ligestillede forretningsenheder. De seks enheder er MT Højgaard Danmark, MT Højgaard International, MT Højgaard Projektudvikling, Enemærke & Petersen, Scandi Byg og Ajos.
- Uden for kerneområderne samarbejder vi med eksterne partnere, så vi altid kan stille det stærkest mulige hold. Klare roller, ansvar og forventninger er afgørende for at sikre lønsomhed og konkurrencekraft, og derfor lægger vi flest mulige opgaver ud i forretningsenhederne, hvor beslutningerne træffes tættest muligt på marked og kunder, siger Morten Hansen.