Grønt lys til grønt feriecenter
Byrådet i Ringkøbing Skjern Kommune godkendte tirsdag lokalplanen for et nyt Lalandia i Søndervig.
Der er nu en ting mindre, som kan komme i vejen for opførelsen af et nyt Lalandia i det vestjyske. Tirsdag faldt alle godkendelser for projektets realisering nemlig på plads, da kommunen godkendte den sidste del af lokalplanen.
Der bliver på mange måder tale om et grønt feriecenter. Hovedbygningerne vil blive integreret bedst muligt i områdets fjord- og klitlandskab og vil blandt andet få sedum græs på taget. Ligeledes vil hele energiforsyningen til det nye center blive klimavenlig. Der vil blive monteret solceller på en del af taget, og elforbruget vil komme fra danske vindmøller. Opvarmningen vil komme fra en stor vandledning, der løber forbi det nye feriecenter.
- Vi er meget glade for, at de sidste tilladelser nu er kommet på plads. Dermed kan vi inden længe påbegynde opførelsen af såvel Aquadome, aktivitetscenter og feriehuse. Ligeledes er vi glade for vores nye samarbejde med Ringkøbing Skjern Forsyning, der vil sikre os en klimavenlig energiforsyning, fortæller administrerende direktør i Lalandia Jan Harrit.
Vestjysk klima
Der bliver tale om en helt ny Lalandia oplevelse. Hvor de nuværende Lalandia ferie- og aktivitetscentre er præget af et sydlandsk tema, bliver det nye Lalandia i Søndervig tilpasset den vestjyske natur med klitter og smukt terræn. I Aquadomen vil der komme vandrutsjebaner, vandleg og velvære til såvel store som små. I aktivitetscenteret vil der blandt andet komme legeland, padel-tennis, klatrevægge, kreative værksteder, restauranter, caféer med mere.
- Vi vil tilbyde vejruafhængige oplevelser for de mange gæster, der hvert år besøger området, og vi vil skabe mange nye helårsarbejdspladser i Søndervig, siger Jan Harrit.
I tilknytning til Lalandia i Søndervig vil der blive opført 440 feriehuse, og efterfølgende kan der opføres badehoteller med op til 200 værelser/ferielejligheder. Der har været en meget stor forhåndsinteresse for at købe de nye feriehuse. Således er de fleste af feriehusene allerede solgt. Det forventes, at de første feriehuse vil stå klar inden årets udgang.
Lalandia i Søndervig forventes at åbne inden sommeren 2022.