Mænd dominerer i konkurrence om titlen som årets unge ingeniør
Erhverv | Af Thøger Raun |
Samfundsansvar, opfindsomhed og ledpotentiale. Kvaliteterne er mange hos de nominerede til prisen som årets FRI Rådgiver 2020.
På Foreningen af Rådgivende Ingeniørers årsmøde 5. marts kårer man "Årets unge FRI Rådgiver". Og de nominerede til prisen er netop fundet.
De fem finalister - som er udvalgt på baggrund af et større antal indstillede kandidater fra FRI's medlemsvirksomheder - er alle valgt, fordi de i deres arbejdsindsats viser den rådgivende ingeniørbranche fra sin bedste side. Det forklarer administrerende direktør i FRI, Henrik Garver, som tilføjer, at hver og én af de unge bidrager med noget ekstra til branchen. De udviser samfundsansvar, de er innovative, og de kommunikerer godt med kunder, samarbejdspartnere og brugere. Endelig har de lederpotentiale, og ingen af de unge rådgivere er ældre end 35 år.
Vi står igen i år med et særdeles stærkt felt af unge talenter.
Administrerende direktør Henrik Garver
Foreningen af Rådgivende Ingeniører
- Vi står igen i år med et særdeles stærkt felt af unge talenter. De fem finalister, som er med i opløbet om at blive årets unge FRI Rådgiver 2020, har alle, i en ung alder, opnået meget flotte professionelle resultater. I år er fire ud af de fem finalister under 30 år, det er i sig selv vildt imponerende. De fem repræsenterer den rådgivende ingeniørbranche som vi kender den, når den er allerbedst, fortæller direktøren.
En enlig svale
De fem kandidater kommer fra både store og små FRI-virksomheder, og virksomheder med både dansk og udenlandsk ejerskab. I år er det 12. år i træk, at FRI afholder konkurrencen Årets unge FRI Rådgiver - og kvindernes fravær i finalefeltet er en enlig svale, lyder det fra Henrik Garver.
- Andre år har det været anderledes, hvor der har været kvinder blandt de sidste fem. Men lige i år endte vi ud med et rent mandligt felt, siger direktøren og oplyser, at omkring 30 procent af medarbejderne i FRI's medledmsvirkeomheder er kvinder.
I 2019 var én af de fem nominerede til titlen som Årets Unge Rådgiver en kvinde.