Rockwool ser frem mod svære år
Indtil videre går det dog stadig glimrende for isolerings-giganten, som netop har offentliggjort regnskabet for 2019.
2019 var et godt år for Rockwool. Sådan indleder den danske isolerings-kæmpe sin årsrapport.
Og ser man nærmere på tallene, ser det unægteligt ikke skidt ud. Rockwool opretholder en stærk rentabilitet på trods af langsommere salgsvækst. Nettoomsætningen steg med 2,2 procent i lokale valutaer, mens EBIT-margenen nåede 13,5 procent - 0,7 procentpoint bedre end i 2018. Årets fortjeneste steg otte procent og nåede i alt 285 millioner euro. Administrerende direktør Jens Birgersen er ganske tilfreds.
Ser vi fremad, forventer vi fortsat markedsvolatilitet samt solid rentabilitet.
Administrerende direktør Jens Birgersen
Rockwool
- Vi navigerede fornuftigt i forhold til konditionerne på et blandet marked og opnåede god salgsvækst. Samtidig har vi investeret i nye og opgraderede produktions- og forskningsfaciliteter. Ser vi fremad, forventer vi fortsat markedsvolatilitet samt solid rentabilitet, lyder det i årsrapporten.
Udvider i udlandet
Men de kommende år er ikke uden udfordringer, lyder det. Økonomisk forudser selskabet lav salgsvækst. Det til trods for, at tidligere investeringer i nye fabrikker i Polen, Rumænien og Tyskland er klar til at tjene sig ind i 2020. Men man forudser dog ny vind på et andet vigtigt område. Nemlig energiforbruget.
I Norge har Rockwool kørt forsøg med at reducere kulstofintensiteten i produktionen i stor skala. Det viser positive takter. Der er tale om elektrisk smelteteknologi, som forventes at kunne reducere fabrikkernes CO2-emissioner med 80 procent og affald går til deponering med op til 95 procent.
- Vi ser frem at anvende læring fra dette udviklingsprojekt på tværs af andre forretningsområder som en del af vores samlede strategi for at reducere vores kulstofaftryk, siger Jens Birgersen.