Unidrain søger aftager af talentlegat
Legatet uddeles til et spirende byggetalent, som får en håndsrækning til sin faglige udvikling.
De seneste par år er det blevet slået fast med syvtommersøm, at fremtiden byder på en udtalt mangel på faglærte. Helt op mod 70.000 i 2025, lyder prognosen. De unge vælger andre og længere uddannelser, og det vil få store konsekvenser for byggeriet, hvis ikke kurven knækkes.
Hos Unidrain ønsker man at sparke til udviklingen. Det gør man ved at tilbyde et talentlegat på 25.000 kroner. Legatet blev stiftet i 2019 i forbindelse med firmaets 15-års jubilæum og uddeles således for andet år i træk til foråret:
Vi vil gerne være med til at booste den faglige stolthed i byggeriet.
Administrerende direktør Henrik Handschuh
Unidrain
- Vi vil gerne være med til at booste den faglige stolthed i byggeriet og hædre dem, der gør eller kan noget særligt. Legatet kan søges af alle, både færdiguddannede og folk under uddannelse, så længe man beskæftiger sig med byggebranchen. Vi kan på det kraftigste opfordre til, at man sender en ansøgning af sted, lyder det fra Unidrains administrerende direktør Henrik Handschuh.
Fuldt fokus på min uddannelse
I 2019 var det den dengang 23-årige VVS-installatør-studerende Mads Holmegaard Jørgensen, der modtog legatet. Han blev hædret for sin ambitiøse tilgang til uddannelsen og for sit ønske om at blive endnu bedre indenfor sit fag.
- Jeg ser det som en kæmpe anerkendelse og et skulderklap uden lige at have modtaget legatet. Det har givet mig mulighed for at have fuldt fokus på min uddannelse, da jeg har fået mere luft i mit hverdagsbudget, forklarer den KEA-studerende og fortsætter:
- Jeg har desværre altid haft lidt udfordringer med de boglige fag og det at sidde på skolebænken. Men jeg har kæmpet, og jeg synes, at legatet fint viser, at det godt kan betale sig at give den en skalle. Der er altid en eller anden form for belønning i sidste ende. Man skal aldrig give op, fordi tingene er svære, eller fordi der er nogen, der ikke tror på en.
Her kan man læse mere om, hvad det kræver at komme i spil til legatet. Ansøgningen skal sendes til legat@unidrain.dk senest 1. april 2020.