Boligspekulanter får sværere vilkår
Politik | Af Thøger Raun |
Torsdag lukkede regeringen en ny boligaftale, som skal bremse blandt andre Blackstones ageren på det danske lejeboligmarked.
Boligminister Kaare Dybvad (S) kunne torsdag præsentere et længe ventet forlig om boligreguleringsloven, der tager et opgør med en relativt ny tendens på især det københavnske boligmarked.
En tendens hvor kapitalfonde og pensionskasser køber op i andels- og lejeboligmassen, renoverer i forhold til §5 stk.2 i boligreguleringsloven og hæver huslejen. Men netop den modus operandi er der med gårsdagens forlig blevet sat en umiddelbar stopper for. Nu skal der gå fem år, før en investor som eksempelvis Blackstone kan hæve huslejen på ryggen af en gennemgribende modernisering. Det skriver Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Det er Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet, som har sikret regeringen det fornødne mandat. Kaare Dybvad og Socialdemokratiet er dermed gået uden om støttepartiet Radikale Venstre, der har slået sig noget i tøjeret på det seneste - blandt andet ved at droppe forhandlingerne med netop Kaare Dybvad i håb om at kunne lukke en boligaftale med oppositionen uden om regeringen.
Effekten er?
Men det skulle ikke være. Dansk Folkeparti var villige til at smide grus i det Radikale maskineri, da man fik tilført en undtagelse i den nye aftale, som sikrer, at en investor stadig kan hæve huslejen umiddelbart efter opkøb som følge af energirenoveringer under en række særlige forudsætninger.
Det står nu tilbage at finde ud af, hvordan loven påvirker især priserne på andelsboliger - men også om det i realiteten bremser opkøbene af boligmassen og dermed stigende huslejer i København.
Hos Kereby, som varetager Blackstones danske forretninger, tager man lovændringen til efterretning. I et skrifligt svar lyder det fra administrerende direktør Lars Pærregaard:
- Vores fokus vil uændret være rettet mod at levere service og daglig drift af høj kvalitet for vores lejere. Vi er langsigtede ejere, og uanset de lovgivningsmæssige rammer vil vi arbejde på at forbedre kundetilfredsheden på kort og længere sigt.