Københavnske byggesager skal behandles hurtigere
I 2019 har der været alt for lange sagsbehandlingstider på byggesager i Københavns Kommune, men det skal der ændres på i 2020.
Uanset om du som privatperson skal ombygge badeværelset derhjemme, eller om du som professionel bygherre er ved at opføre en hel boligkarré i et af Københavns nye kvarterer, så skal du have en byggetilladelse fra kommunen. Københavns Kommune behandler årligt flere tusind byggesager, for der er godt gang i byggeriet i disse år. Det gælder både private renoveringer og ombygninger, og så har København som bekendt vokseværk, hvorfor byen bliver udvidet både med nybyggeri i de eksisterende bydele og helt nye byområder.
Københavns Kommune har ikke kunnet leve op til de fastsatte servicemål for sagsbehandlingstider i det forløbne år. Ifølge den seneste opgørelse har København i 2019 overskredet servicemålene for sagsbehandlingstider i alle kategorier af byggesager - og det på trods af, at produktiviteten i sagsbehandlingen faktisk ser ud til være stigende. Der er igennem året iværksat en række tiltag, som skal gøre sagsbehandlingen bedre og hurtigere, og kommunens budget for 2020 har tilført ekstra midler til byggesagsbehandlingen, så Teknik- og Miljøforvaltningen får cirka 11 nye medarbejdere til at behandle byggesager.
- Siden medio 2018 har vi øget produktiviteten, så vi bruger mere og mere af vores samlede tid på at behandle konkrete sager, men den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for en sag er blevet længere. Derfor er der opstået en sagspukkel, som vi ikke kan acceptere, og som vi er i fuld gang med at få afviklet, siger Rikke Sønderriis fra Teknik- og Miljøforvaltningen i København.
Forvaltningen kan konstatere, at kurven på sagspuklen endelig begyndte at knække i efteråret 2019, og målsætningen er, at den skal være helt væk inden udgangen af 2020, så København fra 2021 igen kan overholde de nationale servicemål i alle fem kategorier af byggesager. Ud over at få ansat flere sagsbehandlere sker det også igennem en forbedret service over for kunderne, så de kommer lettere i gang med deres ansøgningsproces.
Ændrede roller i 2020
Byggesagsbehandlingen bærer fortsat præg af, at der er kommet et nyt bygningsreglementet, BR18. En af de største ændringer, som BR18 har medført, er, at byggesagskunderne selv skal stå for den tekniske byggesagsbehandling, hvad angår brandforhold og statiske forhold i byggerier, der er indplaceret i de højere brand- og konstruktionsklasser. Det vil for eksempel sige komplekse byggerier i flere etager og lignende. Kommunens opgave er nu at kontrollere, at oplysningerne er korrekte.
2018 og 2019 var overgangsår, hvor kommunen stadig kunne udføre opgaven for kunden, men fra årsskiftet til 2020 er der ingen vej udenom. Kunder med komplekse byggesager skal nu benytte såkaldt certificerede rådgivere (brandrådgivere og/eller konstruktionsrådgivere), når de ansøger om tilladelse til byggeprojekter, der kan påvirke bygningens brandsikkerhed og flugtveje eller statik og bæreevne.
- Det betyder, at kunderne skal have et ret nøje kendskab til bygningsreglementet, og de skal bruge penge på en certificeret privat rådgiver, som kan levere dokumentationen. Så det koster både tid og penge for kunden, og vi kan tydeligt mærke, at det skaber usikkerhed og frustration, siger centerchef Rikke Sønderriis.
Teknik- og Miljøforvaltningen er i øjeblikket ved at gennemføre en ny kundeundersøgelse, som er en opfølgning på to tidligere kundeundersøgelser fra 2015 og 2017. Undersøgelsen har til formål at skaffe input direkte fra kunderne om, hvad der fungerer godt og mindre godt i byggesagsbehandlingen. I lyset af de eksisterende udfordringer forventer Rikke Sønderriis, at kundernes frustration vil slå tydeligt igennem i undersøgelsen.
- Det kan ikke undgås, at undersøgelsens resultat bliver påvirket af, at vi har haft meget lange sagsbehandlingstider. Det har været, og er stadig, en svær overgangsfase til et nyt bygningsreglement og ændrede måder at ansøge om byggetilladelse på. Det rammer kunderne direkte, selv om vi gør, hvad vi kan for at hjælpe og vejlede mest muligt, siger Rikke Sønderriis.
Kundeundersøgelsen omfatter cirka 1000 private og professionelle byggesagskunder og har været i gang siden slutningen af november. Resultatet ventes at være klar i februar, hvorefter det vil blive forelagt for Teknik- og Miljøudvalget sammen med forvaltningens forslag til, hvordan byggesagsbehandlingen eventuelt kan forbedres.