PFA vil have dobbelt op på DGNB-guld i ny bydel
Arkitektur | Af kras |
Med en investering på 400 millioner kroner har PFA købt byggegrunde i den kommende bydel Høje Taastrup C, hvor der i de næste år skal bygges to boligejendomme med guldambitioner.
PFA skal i de kommende år udvikle og opføre bæredygtige boliger i Høje Taastrup. Med en samlet investering på 400 millioner kroner har PFA netop købt to byggegrunde på i alt cirka 14.400 kvadratmeter, og her skal der bygges to boligejendomme med i alt 150 lejligheder, syv hotellejligheder samt 550 kvadratmeter erhverv.
Byggegrundene ligger i Høje Taastrup C, som Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C har lagt en ambitiøs udviklingsplan for, og som skal udvikles til en ny bydel på i alt 262.000 kvadratmeter i området mellem City2 og trafikknudepunktet Høje Taastrup Station.
Investeringen er en del af PFA's strategi om at investere i flere boligejendomme i hele landet - herunder at opføre mellem 1000 og 2000 boliger i omegnskommunerne til København inden 2025.
- Vores analyser identificerer Høje Taastrup som et af de interessante vækstområder i Danmark, hvor der er en høj efterspørgsel efter boliger. Det, forventer vi, vil fortsætte fremover - ikke mindst med tanke på, at Høje Taastrup med den kommende bydel vil forandre sig i en endnu mere attraktiv og bæredygtig retning, siger Mikael Fogemann, chef for Danske Ejendomme i PFA.
De kommende ejendomme bliver opført med en målsætning om at opnå bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld.
- Det meget spændende byggeri, som PFA har på tegnebrættet, er placeret centralt i bydelen og kommer dermed til at spille op til det nye rådhus, som Høje-Taastrup Kommune vil opføre, siger Lars Bloch, administrerende direktør for Arealudviklingsselskabet Høje Taastrup C.