Ny vision vil gøre Nuuks Plads til et nyt samlingspunkt
Arkitektur | Af hal |
Lokal forankring og plads til fællesskaber er nøgleordene i den nye vision for Nuuks Plads. Bag visionen står projektudviklingsselskabet 2L Projektudvikling A/S, som samtidig har lagt vægt på at respektere de to ikoniske bygninger på pladsen.
Det danskejede 2L Projektudvikling A/S, der i efteråret 2019 overtog Nuuks Plads, kan nu løfte sløret for den overordnede vision for udviklingen af Nuuks Plads på Nørrebro i København.
- Vi har et stærkt ønske om, at Nuuks Plads skal være et nyt samlingspunkt på Nørrebro, der er lokalt forankret, og som derfor skal udvikles i samarbejde med lokale aktører. Ambitionen er, at en række af pladsens nye lokaler skal drives af lokale ildsjæle og kræfter og skal være et sted, der indbyder til, at både nuværende og kommende beboere på Nørrebro bruger pladsen. Samtidig har vi lagt vægt på, at selve byggeriet respekterer områdets karakter og højden på de omkringliggende bygninger, siger Mathias Seidenfaden Busck, 2L Projektudvikling.
- Vi går ydmygt til opgaven og håber, at der vil være opbakning til vores overordnede arkitektoniske udformning, hvor vi bevarer Nyrops Arkiv og genanvender Koppels Magasin; to ikoniske bygninger, som sammen har defineret pladsen siden 1964. Der er dog fortsat meget, der skal afklares, og samtidig skal de overordnede rammer godkendes af Københavns Kommune. Den kommende tid står derfor i dialogens tegn, og vi glæder os til at drøfte vores vision for pladsens fremtid med de mange engagerede beboere på Nørrebro, politikere, embedsmænd og andre interessenter, siger Line Schultz, 2L Projektudvikling.
Konkret ønsker 2L at fjerne den lave mellembygning og dernæst skabe en ny sammenhæng ved at etablere to nye fløjbygninger mellem Nyrops Arkiv og Koppels Magasin, der danner en ny sammenhæng og et nyt byrum mellem bygningerne, der vil være åbent for alle, og som kan danne ramme for forskellige aktiviteter. Langs Nyrops Magasin dannes der en åbning til byrummet, således at Nyrops smukke bygning opretholdes som en selvstændig bygning, og dermed skabes der et gaderum langs Nyrops Arkiv. Stueetagerne i de to fløje og i Nyrops Arkiv vil være transparente og åbne med plads til spisesteder, kulturelle aktiviteter eller lignende.
Det er intentionen, at en del af arealerne bliver udbudt til ikke kommerciel anvendelse med henblik på at sikre en større bredde blandt tilbuddene på Nuuks Plads.
Før byggeriet på Nuuks Plads kan blive en realitet skal der vedtages en lokalplan for området. Som en del af lokalplanprocessen vil der blive afholdt borgermøder. Det første borgermøde forventes af blive afholdt i løbet af februar/marts.