Stifter træder tilbage fra AG Gruppen
Erhverv | Af Torben Jastram |
Efter 33 år har Jørgen Witting valgt at sælge sin aktiepost og fratræde sine koncernposter.
Jørgen Witting startede i 1986 Arkitektgruppen, som sidste år skiftede navn til AG Gruppen, sammen med to partnere. Han var frem til 2015 selskabets administrerende direktør, og herefter koncernens bestyrelsesformand.
Jørgen Witting har valgt at sælge sin aktiepost til sin kompagnon Robin Feddern, som i forvejen ejer halvdelen af aktierne i AG Gruppen - og udvider således dette ejerskab til 100 procent.
I forbindelse med aktieoverdragelsen den 31.12.2019 fratræder Jørgen Witting alle sine poster i koncernen. Nuværende bestyrelsesmedlem Lars Holst overtager posten som bestyrelsesformand.
- Jørgen har betydet utroligt meget for AG Gruppen igennem årene. Hans stærke fokus på, at kvaliteten skal være i top, har bidraget stærkt til AG Gruppens position i branchen i dag. Vi skylder Jørgen stor tak for en kæmpe indsats, siger Robin Feddern.
Jørgen Wittings fratræden ændrer ikke på AG Gruppens strategi, som også fremover vil være fokuseret på by- og ejendomsudvikling i stærke samarbejder med branchens øvrige aktører.