JFP skal bygge 3.000 kvadratmeter for Grundfos
Byggeri | Af Torben Jastram |
Grundfos Center i Bjerringbro udvider med et Event Hall byggeri.
Byggevirksomheden JFP fra Herning har vundet en hovedentreprise på byggeri af et Event Hall for grundfos.
Det 3.000 kvadratmeter store byggeri samt ombygning af 720 kvadratmeter mødelokaler og kontorer skal give Grundfos et permanent udstillingsområde til rundvisninger for de mange danske og internationale gæster i virksomheden.
Derudover skal hallen kunne opdeles i tre mindre områder og dermed danne rammen om flere arrangementer på samme tid. Hallen ligger til forskel fra den eksisterende i niveau, som betyder at messestande fra hele verden kan transporteres direkte ind i hallen og opstilles nemt og hurtigt.
- Vi har en fuldstændig fastlagt procedure for vurdering af de partnere, vi indgår samarbejde med. Derfor blev 4 entreprenører udvalgt i første runde til at give bud og inviteret til gennemgang af projektet. JFP blev efterfølgende enstemmigt valgt. Det skyldes flere ting. De har lavet et omhyggeligt forarbejde, som de redegjorde professionelt for. De har valgt en professionel organisation til at gennemføre projektet - både i byggeledelsen og blandt underentreprenørerne, de har en fornuftig pris og ikke mindst, vi har tillid til dem. Vi forventer at gennemførelsen bliver ligeså god som den indledende fase og ser frem til samarbejdet, siger Senior Architect, Hans Christian Baastrup fra Grundfos.
Event Hall skal bygges i perioden januar 2020 til april 2021 og indeholder desuden anlæg af 10.300 kvadratmeter udeareal med parkeringsanlæg, spillebaner, aktivitetsarealer mv. Erik Arkitekter er totalrådgiver på byggeriet med COWI som underrådgiver og JFP's datterselskab JFP Murer & Tømrer skal levere betonentreprisen og elementmontagen.