E & P bag manual til social ansvarlighed i byggeriet
Erhverv | Af Torben Jastram |
Enemærke & Petersen og samarbejdspartnere vil skabe en guide, der kan løfte socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet - og samtidig imødekomme byggebranchens store mangel på arbejdskraft.
Entreprenørvirksomheden Enemærke & Petersen har skudt et nyt projekt i gang, der skal gøre det lettere for byggebranchen at få socialt udsatte borgere i arbejde.
Sammen med blandt andet Cabi, Green Building Council Denmark og CFBU har man igangsat "Social beskæftigelse - byggebranchens guide til at løfte socialt udsatte ind på arbejdsmarkedet". Projektet løber halvandet år frem og støttes af Realdania.
- Vores mål er at samle al den vigtige viden, vi har liggende derude, og skabe en form for kogebog, som kan hjælpe entreprenører til at blive endnu bedre til at hjælpe socialt udsatte borgere i arbejde. Derfor vil vi skabe en letforståelig manual målrettet byggebranchen, så social beskæftigelse lettere kan implementeres, siger Anders Sørensen, der er forretningsudvikler og projektansvarlig i Enemærke & Petersen.
Kogebog med lette instrukser
Manualen skal gå i detaljerne med rollefordeling, ansvar og økonomi, når det kommer til social beskæftigelse. Med andre ord skal manualen være en guide til, hvordan processen skal foregå, hvem der skal gøre hvad og hvornår, så social beskæftigelse bliver lettere at implementere for alt fra jobcentre til bygherrer. På den måde håber Enemærke & Petersen, at man kan skabe en længerevarende, social udvikling i hele byggebranchen.
- Det er ekstremt vigtigt at indfri det kæmpestore potentiale, der er for at skabe arbejdspladser i byggebranchen for borgere, der ikke har en faglig uddannelse endnu. Vi kommer til at mangle 70.000 faglærte i fremtiden, så fokus på social bæredygtighed kan være en del af løsningen, siger Anders Sørensen.
Initiativtagerne har derfor også en forhåbning om, at den sociale beskæftigelse kan blive en fast komponent i byggebranchen, som alle står sammen om.
Konkret arbejdsværktøj til byggepladsen
Guiden skal motivere byggebranchen til at hyre flere udsatte borgere ved at gøre ansættelsesprocessen lettere og mere overskuelig. Derfor vil projektet udvikle tre former for værktøjer, som skal hjælpe byggebranchen på vej mod mere social beskæftigelse:
- Vi vil udvikle og målrette et beregningsværktøj til byggebranchen, der kan hjælpe virksomheden med at sætte tal på det samfundsansvar, virksomheden tager ved indsatsen, så vi kan få endnu flere bygherrer og entreprenører med ombord. Derudover vil vi udvikle et nyt DGNB-kriterie, der giver point for social beskæftigelse under opførsel af byggeriet ved, så flere bygherrer prioriterer social beskæftigelse. Sidst, men ikke mindst, vil vi styrke Foreningen for Byggeriets Samfundsansvars paradigmer, så netop samfundsansvar bliver en del af udbudsmaterialet og kontraktforhold i byggebranchen, fortæller Anders Sørensen.
Branchen skal tættere på borgerne
Den store indsats for at få flere udsatte borgere i arbejde skyldes ifølge Anders Sørensen, at engagement i lokalsamfundet under et byggeri både giver en gevinst for samfund og entreprenør. Han mener, at den tætte kontakt med lokalsamfundet under et byggeprojekt forpligter, og derfor er socialt entreprenørskab også en del af Enemærke & Petersens DNA:
- Det hjælper samfundet ved, at vi får flere i arbejde, og samtidig oplever vi, at vores projekter bliver mødt med en større accept og tolerance, fordi borgerne føler sig inkluderet. Det betyder mindre hærværk og mere samarbejde på byggepladsen, fastslår han.