Byggematerialebranchen afventer afmatning
Omsætningen blandt branchens største er steget i år, men afmatningen venter forude.
Byggematerialebranchens 48 største virksomheder har ganske vist haft en samlet omsætning på 128 milliarder kroner, hvilket er mere end sidste års 120 milliarder kroner, men alligevel skrumper fremtidstroen. Det beretter Jyllands-Posten, som har bedt BIQ om at lave en regnskabsanalyse. Analysen omfatter både producenter og forhandlere.
- Handelskrig og brexit fylder meget. Hvad kommer der til at ske, og hvad kommer det til at betyde, lyder det spørgende fra branchechef i Dansk Byggeindustri Frederik Waitz Søborg, der ser de sorte skyer trække sammen på himmelen.
- De er på dupperne. De forbereder sig på, at det ikke er sikkert, det ser så godt ud næste år, som det har gjort det seneste år, siger administrerende direktør i brancheforeningen Danske Byggecentre Palle Thomsen.
Mindre lagerbinding, øget fokus på omkostninger og lukning af ikke-rentable forretninger er blandt de benyttede forberedelser.