Byggeriet bør stå centralt i den kommende klimalov
Erhverv | Af Torben Jastram |
KF-formanden Gert Johansen mener ikke, at fokus er stort nok på byggeriet op til fremsættelsen af en ny klimalov - selvom han oplever, at den internationale byggebranche ser op til Danmarks klimahåndtering.
KØBENHAVN: Bygningskonstruktørerne har ifølge Konstruktørforeningens formand historisk set været den faggruppe, der interesserede sig mest for bæredygtigt og klimavenligt byggeri. Derfor deltager KF naturligvis på Building Green, som startede onsdag morgen i Forum på Frederiksberg.
- Jeg vil tillade mig at fremhæve netop bygningskonstruktørerne som en vigtig brik i det puslespil, der skal lægges, for at vi kan nå i (klima)mål. For konstruktøruddannelsen er nok den uddannelse, der ligger helt fremme i feltet af uddannelser, når det gælder den påkrævede transformation mod et CO2-neutralt samfund. I uddannelsen er indlagt et helt semester, som udelukkende har renovering på dagsordenen. Det giver et stærkt kort til forståelsen af hele det meget svære og komplekse samspil, der er mellem renovering, grøn omstilling, cirkulær økonomi, værdigskabelse og den nødvendige produktivitet, som er en forudsætning for at kunne drive hele omstillingen, siger Gert Johansen.
Selvom vi har en byggebranche, der næsten står på hovedet for at blive mere klimavenlig, virker det ikke, som om de ansvarlige politikere er særligt optagede af at mødes med byggebranchen ...
Formand Gert Johansen
Konstruktørforeningen
Mange nye tiltag
I dag er CO2 og klimaforandringer på alles læber, og i byggebranchen er mange aktører særdeles engagerede, proaktive og villige til at tage ansvar.
- Dagligt hører jeg om nye tiltag og projekter, der vil nedbringe CO2-udledningen, og om hvordan materialer kan og skal genbruges. Og det giver god mening, da byggeriet er en af de brancher, der belaster miljø og klima mest, fastslår han.
Analyser fra tænketanken Concito viser, at alene produktionen af byggematerialer udgør mellem 10 og 15 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Så kommer selve byggeriet oveni, derefter brugen og til sidst nedrivningen.
Byggeriet bør stå centralt i klimalov
I takt med at vi bliver flere mennesker på denne jord, stiger behovet for at bygge nyt og renovere de bygninger, vi har. Hermed vil udledningen af CO2 også stige, hvis ikke vi radikalt ændrer vores måde at bygge, indrette og bruge vores bygninger på.
- Derfor overrasker det mig, at de nylige anbefalinger til en ny klimalov fra Klimarådet ikke har et særligt fokus på byggeriet. Selvom vi har en byggebranche, der næsten står på hovedet for at blive mere klimavenlig, virker det ikke, som om de ansvarlige politikere er særligt optagede af at mødes med byggebranchen for at drøfte, hvordan byggeriet kan bidrage til den nødvendige omstilling. Jeg håber meget, at det vil ændre sig - især når vi kommer tættere på den 4-årige handlingsplan, der skal følge efter vedtagelse af klimaloven, siger KF-formanden.
Europa skæver til Danmark
Selvom de danske politikere endnu ikke rigtig har fået øje på byggeriet som en nøglespiller omkring reduktion af drivhusgasserne, kigger andre europæiske byggeorganisationer ifølge Gert Johansen med stor interesse på, hvordan Danmark håndterer klimaproblematikken. Ikke mindst set i lyset af den danske regerings udmelding om at ville reducere udledningen af CO2 med 70 procent inden 2030.
- Det ved jeg, fordi jeg lige har været til møde i London med medlemmer af den europæiske paraplyorganisation The Association of European Experts in Building and Construction (AEEBC), som jeg også har den glæde at være formand for, siger Gert Johansen.
Organisationen repræsenterer godt 300.000 bygningsprofessionelle i EU, som er beskæftiget bredt i hele byggebranchen. I AEEBC mødes byggeriets organisationer fra hele Europa og diskuterer byggeriets behov for kompetencer, kvalifikationer og uddannelse.
- På dansk initiativ har vi i øvrigt i fællesskab lavet en strategi for, hvordan vi på europæisk plan kan bidrage til grøn og bæredygtig omstilling af byggeriet. Vi blev bl.a. enige om, at vores respektive uddannelsesorganisationer og det udøvende erhverv skal arbejde sammen, og at vi som erhverv også skal arbejde for at modvirke uligheden i verden ud fra FN's 17 verdensmål, siger formanden.
På mødet var der også stor interesse for Konstruktørforeningens forslag om at lave et klima/livscyklusmærke, der kan fungere som et slags energi- eller svanemærke for, hvor meget CO2 et byggeri udleder fra fremskaffelse af råstoffer og opførelse til renovering, nedrivning og evt. genanvendelse.