Skolebyggeri til næsten 800 mio. på vej i Ørestad
Byggeri | Af Kim Krasuld |
Royal Arena i København skal have ny nabo. Københavns Kommune har sat små 800 millioner kroner af til en ny skole.
Det bliver en af Danmarks til dato dyreste skoleprojekter, som Københavns Kommune har sat penge af til på næste års budget. I kommunens budgetaftale for 2020 er der sat godt 772 millioner kroner af til at bygge en ny skole i Ørestad. Skolen skal ligge på Hannemanns Allé, klods op ad Royal Arena.
Foruden selve skolen, der skal være 4-sporet, omfatter projektet også en ny svømmehal, idrætshal, madskole og fritidstilbud til børn og unge - herunder en kommunal fritidsordning.
Ifølge TV2 Lorry, har svømmehallen et budget på 222 millioner kroner. Anlægget vil indeholde et 25-meter bassin til konkurrencer, et varmtvandsbassin, undervisnings- og legebassin samt en tribune til tilskuere.
Skolen, idrætshallen og madskolen koster 549 millioner kroner. Derudover er der sat 43,7 millioner kroner af samlet på anlæg i 2020-2023 til tidlig opstart af skolen på Hannemanns Allé, inklusiv kommunens fritidsordning og klubpladser og genhusning af Ørestad Skole.
Med etablering, tidlig opstart og drift i de første år har projektet lige nu et budget i omegnen af 900 millioner kroner, og flere politikere siger til TV2 Lorry, at det er Danmarks hidtil dyreste skolebyggeri.