Hvem skal have Procesprisen?
Erhverv | Af Torben Jastram |
Tre skarpe processer kæmper om Boligfonden Kubens Procesprisen 2019.
Tre gode byggeprocesser er med i det endelige opløb til Boligfonden Kubens Procesprisen 2019. De tre er udvalg blandt ni meget kvalificerede kandidater.
Den første af de tre nominerede er Partnerskabet ByK med Trust, som er nomineret for det avancerede procesarbejde, der har bevist sit værd i eksekveringen af en enorm portefølje, hvor projekter bliver leveret i den rigtige kvalitet. ByK med TRUST er et strategisk partnerskab for Byggeri København, der består af seks virksomheder.
Næste nominerede er byggeprojekter bag opførelsen af DTUs bygning 310, der er nomineret for opførelse af laboratoriebygningen. Her har man brugt integreret samarbejde som fundament for både relationer og processer. En tilgang der muliggør at et avanceret laboratoriebyggeri færdiggøres både til tiden og overholder budgettet.
Tredje og sidste nomineree er teamet bag renoveringen af Falkoner Center. Teamet er nomineret for at skabe en stærk proces i et udfordrende renoveringsprojekt, der viser hvordan partnering og gode samarbejdsprocesser gør det muligt at håndtere de svære forudsætninger og vilkår succesfuldt.
Nytænkende tilgang
Boligfonden Kubens procespris gives til det projekt eller den organisation, som formår at løfte produktiviteten, samarbejdet eller kvaliteten igennem tilgangen til processer til et nyt niveau.
Fælles for de tre nominerede er en nytænkende tilgang til både processer, samarbejde og organisering, der alle har bevist sit værd i de færdige projekter, som hvert hold i teams kan være stolte af. Procesprisen uddeles af Lean Construction DK til november.