PensionDanmark fastholder højt ejendomsfokus
Selskabet lander bedste halvårsresultat til dato, og vil fortsætte høj investeringsandel i bæredygtige ejendomme og infrastruktur.
Medlemmerne i PensionDanmark har opnået gode afkast i første halvår af 2019. Samtidig har stigende beskæftigelse løftet de løbende indbetalinger af pensionsbidrag til 6,3 milliarder kroner.
Investeringsafkastet før skat blev på 17,5 mia. kr. i halvåret - det hidtil højeste i et halvår. Det høje investeringsafkast skyldes markante stigninger på aktiemarkederne siden årsskiftet, stigende obligationskurser som følge af faldende obligationsrenter og stabile afkast på investeringerne i kredit, ejendomme og infrastruktur.
- Vi er naturligvis tilfredse med det flotte afkast i første halvår i år. Fremadrettet ser vi dog sandsynligvis ind i en længere periode med meget lave - endda negative - renter, aftagende økonomisk vækst og en betydelig geopolitisk usikkerhed som følge af blandt andet handelskonflikten mellem USA og Kina, Brexit mv. Man skal derfor nok indstille sig på, at afkastet af pensionsopsparing i de kommende år bliver væsentligt lavere end i det seneste ti-år. Vores reaktion på de lave renter er yderligere reduktion af vores investeringer i traditionelle stats- og realkreditobligationer og fortsat vækst i investeringer i bæredygtige ejendomme og infrastruktur for at sikre medlemmerne tilfredsstillende afkast i et nul-rente miljø, siger PensionDanmarks adm. direktør Torben Möger Pedersen.
Selskabet har de senere år haft som fast mål, at alle investeringsejendomme skal bæredygtighedscertificeres på DGNB-skalaen.
Senest i sidste uge blev der afleveret en DGNB Guld certificering til PensionDanmark for det nye Frederiks Plads Company House i Aarhus.