Ugens projekt: Seniorboliger på Frederiksberg
Arkitektur | Af Torben Jastram |
På Bernhard Bangs Allé på Frederiksberg skyder 46 nye seniorboliger op. Boligerne forventes klar til indflytning ultimo 2020.
Der vil være let adgang til seniorboligerne, og de indrettes med rummelige badeværelser, ingen dørtrin og store altaner. Der har i projektet været fokus på det sociale fællesskab med fælles tagterrasse med orangeri og udearealer, der indrettes med petanquebane og grill/bålpladser.
De 46 boliger bliver på mellem 70 og 150 kvadratmeter. Samlet opføres cirka 4.650 kvadratmeter over terræn - dertil kommer parkeringskælder med bilelevator, der får plads til 51 biler.
Bebyggelsen tilpasses variationen i den eksisterende bebyggelse og brydes op i flere strukturer med forhus mod Bernhard Bangs Allé og baghus mod metrobanen.
Forhuset opføres i seks etager med saddeltag og fem etager med tagterrasse. Baghuset er nedtrappet en enkelt etage, men udføres ligeledes med saddeltag og tagterrasse. Baghuset er delt i to bygningskroppe, der bindes sammen af en bro i fjerde sals højde.
Bygningerne opføres efter energikravene i BK2020 ,og der lægges vægt på grønne elementer både i terræn og på tagterrasser.
Bygherren I/S Bernhard Bangs Allé 17a har udviklet projektet i samarbejde med arkitektfirmaet Form Danmark. Arkitektfirmaet er ligeledes med i byggefasen, hvor Sg Totalentreprise som totalentreprenør har ansvaret for udførelsen.
Oluf Jørgensen varetager ingeniørrådgivningen.
Byggefakta A/S leverer hver uge "Ugens Projekt" til Dagens Byggeri. Projektet er hentet fra Byggefaktas database, som indeholder over 9.000 aktive danske byggeprojekter, dvs. stort set alle byggeprojekter i Danmark større end opførelse af enfamilies boliger.
Byggefakta overvåger den danske bygge- og anlægsbranche og er den førende leverandør af information om byggeprojekter til byggeriets parter.