Arbejdsmiljøpris til Copenhagen Metro Team
Copenhagen Metro Team - primært ejet af italienske Salini Impregilo - har som hovedentreprenør på Cityringen fået anerkendelse for at have skabt et sikkert arbejdsmiljø.
Copenhagen Metro Team har fået en fornem anerkendelse for at have skabt et sikkert arbejdsmiljø for arbejderne på projektet.
RoSPA, en globalt anerkendt organisation, der bl.a. arbejder for at undgå ulykker på jobbet, har tildelt Copenhagen Metro Team en guldpris i kategorien 'Achievement Award'.
Udmærkelsen gives, fordi Copenhagen Metro Team ifølge RoSPA har opnået et meget højt niveau, når det gælder arbejdsmiljøledelse og arbejdsmiljøkultur, enestående risikostyring og meget lavt antal fejl, skader og fatale uheld.
Copenhagen Metro Team har som hovedentreprenør været ansvarlig for at anlægge 15 kilometer tunnel, 17 stationer og fem skakter, og den sidste milepæl blev passeret midt i juli i år, hvor det færdige projekt blev overleveret til bygherren.