Elindco bygger nyt testcenter til DTU
Elindco skal sammen med arkitekterne fra Christensen & Co. og MOE rådgivende ingeniører stå for opførelsen af en ny bygning til DTU. Elektromagnetisk Test Center (ETC) skal arbejde med forskning og test af elektromagnetiske systemer i mikrobølgefrekvensområdet.
DTU skal de kommende år have opført en 1500 kvadratmeter stor bygning, som skal indeholde tre radiodøde laboratorier, et skærmet rum til målinger og et undervisningslaboratorie med studiemiljø. Via en forbindelsesgang skal den nye bygning forbindes med en eksisterende bygning. Elektromagnetisk Test Center (ETC) placeres dermed i tæt tilknytning til områdets øvrige forskningsbygninger inden for DTUs Elektro fagområder.
At aftalen med DTU er kommet i hus skyldes først og fremmest et godt projekt, som er resultatet af et engageret og fagligt samarbejde på holdet allerede fra dag et. Med til det vellykkede samarbejde hører nogle konstruktive dialogmøder med DTU, som ved at vælge en procesorienteret samarbejdsform netop samler det bedste fra "alle verdener".
Udover ovennævnte krav skal testcenteret certificeres til DGNB-guld efter en skræddersyet DGNB flex-matrice tilpasset bygningens karakter.
Vibrationsfrit miljø - også i byggeperioden
Udover kravene til den færdige bygning skal der i løbet byggeperioden gennemføres flere testkampagner i de tilstødende, eksisterende laboratorier, hvilket fordrer vibrationsfri byggeplads, så det har krævet ekstra fokus på koordinering, logistik og byggeflow i planlægningen af udførelsesfasen. Et fokus, hvor såvel holdets interne dialog som dialogen med bygherre har resulteret i en optimering af projektets funderingsprincip og tidsplan, så vi nu arbejder med et kortere projekteringsforløb og en kontinuerlig udførelsesfase, der medfører tørt hus tidligere i processen samt mere hensigtsmæssig produktionsplanlægning.
- At nå hertil har været en rigtig god proces drevet af samarbejdet på holdet, og vi har fået det bedste ud af de forskellige kompetencer. Der har været tid til en værdifuld dialog både internt og med bygherre, og så har det været positivt at vinde en sag, hvor andet end prisen har haft betydning for, hvem der fik opgaven. I Elindco vil vi også fremadrettet arbejde på at få flere lignende projekter med tidlig inddragelse og fokus på samarbejdet, forklarer administrerende direktør i Elindco Steen Justesen.
Opførelsen af de udvidede faciliteter til DTU's Elektromagnetisk Test Center vil stå færdig i 2022.