- Fedt, at unge nørder deres fag
Erhverv | Af Hans-Henrik Lærke |
Adskillige unge håndværkstalenter vælger i denne uge at se stort på sommerferie og udnytter i stedet tiden til at dyrke deres skills og konkurrencegen.
Ferien står på mere savsmuld end sand, flere mursten end grillspyd. I hvert fald for adskillige unge håndværkere, som dyrker deres faglige kunnen. I denne uge er de på Talentcamp 2019 på Herningsholm Erhvervsskole.
- Det her er en sommercamp for nørder. Her kan de dyrke deres håndværk. Nogle bruger det som forberedelse til WorldSkills i Kazan sidst i august, andre nørder bare deres fag, fortæller formand for SkillsDenmark Jesper Juul Sørensen med et stort smil på læben, der får hans overskæg til at stå i vater.
Rundt om ham bliver der arbejdet på livet løs med stor koncentration af talenter inden for en rækker forskellige fag: Murere, flisemurere, tømrere, møbelsnedkere, bygningssnedkere, maskinsnedkere, industriteknikere, elektrikere, salgsassistenter og handelsassistenter.
Midtjysk magnetisme
Ugen igennem er deltagerne oppe fra morgenen, mens aftenen byder på hyggearrangementer. Den sammensætning tiltrækker ikke blot danske håndværkere.
- Jeg er her for at øge mine chancer frem mod WorldSkills i Kazan, hvor jeg tager til for at gøre mit bedste, fortæller den 22-årige flisemurer Mark Scott fra Skotland, der tidligere på året deltog i EuroSkills. Han fik en 7. plads, men var ikke tilfreds.
- Det var skuffende på grund af min træningsmængde. Jeg lærte dog, at jeg skal tage lidt af farten af og tage mig bedre tid, når jeg skal skære fliserne til. I Kazan håber jeg på en bedre placering, siger skotten, som nyder muligheden for at dyrke sit håndværk uden for hjemlandets grænser. Det giver både oplevelser og nye bekendtskaber.
Mark Scott er langt fra eneste gæst udefra på sommercampen. Rusland, USA, Ungarn, Brasilien, Indien og endnu flere lande har sendt deltagere til Danmark.
Skills har højnet håndværket
Den tiltrækningskraft glæder Jesper Juul Sørensen, som ved, at Danmark har en fremtrædende plads i udlandets bevidsthed.
- Når man er en del af WorldSkills eller EuroSkills, er man her. Danmark har et godt ry. Personligt er jeg meget glad for at se så mange, dygtige unge arbejde med deres fag, siger manden, der i 1997 var med til at opstarte Skills i Danmark.
I begyndelsen grinede folk af initiativet, men i dag tier skeptikerne stille, men Jesper Juul Sørensen har fornøjelsen af at le sidst - og bedst.
- Skills har været med til at sætte fokus på talent. Svendeprøverne er også strammet op, fordi de unge ganske enkelt er blevet dygtigere. Via konkurrencerne har deltagerne hevet ny viden med hjem til Danmark og til deres arbejdspladser, siger han.