Molehoved er stået til søs
Den største betonkonstruktion i riget har netop lagt fra kaj i Polen med kurs mod Frederikshavn.
Hvad vejer 7000 ton, har en højde på seks etager og et flademål større end en håndboldbane?
Svaret er Hanstholm Havns nye molehoved, som netop er afsejlet fra havnen i Polen, hvor det har ligget på bedding.
Konstruktionen er udført af VG Entreprenør - et datterselskabb i Aarsleff-koncernen, og her på Dagens Byggeri har vi fået mulighed for at vise, hvordan det ser ud, når man fragter sammenlagt 7000 ton beton og armeringsstål. Efter planen lander hovedet Frederikshavn om eftermiddagen fredag 21. juni. Her er planen at de sidste justeringer bliver udført, så man kan nå endedestinationen Hanstholm Havn tirsdag 25. juni. Tidsplanen skal man dog tage med forbehold, lyder det fra Louise Odgaard Jakobsen, der er kvalitets- og miljøleder ved VG Entreprenør.
- Det hele afhænger af vejret. Vi håber at lande i Hanstholm tirsdag, men skulle det blæse nord om Skagen, er det måske ikke muligt. Men det er planen indtil videre, lyder det.