NCC tager publikum med til BIO4
Denne gang viser Drone Stafetten aktiviteterne på en af landets største byggepladser: Kraftvarmeværket BIO4 på Amager.
Når entreprenørkoncerner når op i NCC's størrelsesorden, er det svært for alle medarbejdere at vide, hvad det er, alle går og arbejder med.
Derfor har man startet Drone Stafetten - et tiltag, som skal sikre, at viden og gode oplevelser deles på tværs, som Dagens Byggeri tidligere har beskrevet.
Denne gang er dronen fløjet over en af landets største byggepladser - nemlig det nye kraftvarmeværk på Amager BIO4. Her skal træflis fremover anvendes som brændsel og dermed omstille Amagerværket fra kul til bæredygtig biomasse.
København har som mål at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025, og derfor er HOFOR, der leverer fjernvarme til over 500.000 af byens indbyggere, ved at omstille energiproduktionen på Amagerværket fra kul til bæredygtig energi. Det er baggrunden for den omfattende ombygning af værket, der blandt andet indeholder en helt ny kraftværksblok, der skal anvende bæredygtig biomasse og derfor har fået navnet "BIO4".
Mød NCC-teamet fra Civil Engineering, som for tre år siden rykkede ind på Amagerværket for først at stå for byggemodningen af pladsen og siden driften af den. Senest har NCC også vundet den sidste af HOFORs anlægsentrepriser på projektet, som handler om at forvandle byggepladsen til en færdig lokation med veje og smukke, grønne omgivelser.