Træbyggeri får tre millioner fra grøn klimapulje
Regeringen afsætter sammen med S, DF, R og SF penge til omstilling af de mest CO2-udledende sektorer.
Det er dryppet fra statskassen på byggeriet. I den grønne klimapulje, har man fundet yderligere penge til at finansiere grønne tiltag i byggebranchen. Helt præcis tre millioner kroner.
- Regeringen har taget fat på den store udfordring, det er, at få reduceret drivhusgasudledningerne fra landbruget og byggeriet. Derfor glæder det mig, at partierne bag aftalen i dag er med på at få sat ekstra skub i omstilling af netop de sektorer, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Partierne bag forliget ønsker i samarbejde med branchen at sætte gang i et gennemgribende analysearbejde, der skal samle viden omkring klimavenligt byggeri, herunder træbyggeri. Det skal sikre, at alle byggeriets parter kan omsætte den nyeste viden, forskning og innovation til praksis.
Klimapuljen, der stammer fra PSO-aftalen, skal målrettes drivhusgasreduktioner, der kan bidrage til Danmarks 2030-mål i de ikke kvotebelagte sektorer - landbrug, transport og boliger. Med aftalen tages der fat på udledninger fra landbruget og byggeriet.