Konstruktører rejser fra Danmark
Særligt bygge-dimittender er hurtige til at finde job uden for landets grænser.
Mens det buldrer derudad i byggeriet, fosser det ud af landet med bygningskonstruktører i særdeleshed.
Det viser en analyse fra DR udført på baggrund af en rundspørge, som Uddannelses- og Forskningsministeriet står bag. Og det ærgrer blandt andre Henrik Staun, der er direktør for byggevirksomheden Lund & Staun nær Aalborg. Han udtaler til mediet.
- Det er rigtigt uheldigt. Det er problematisk, at de rejser ud. Vi er interesseret i alle kvalificerede bygningskonstruktører, om de så kommer fra Rumænien eller Frankrig, siger Henrik Staun, som i tre måneder brugte et rekrutteringsbureau til at finde ledige byggeledere. Der kom kun én ansøgning.
Rundt regnet hver syttende dimittend får sit første job i udlandet
Dansk Byggeri: De rejser hejm - ikke ud
Det er dog svært at gøre noget ved hjerneflugten, mener man i byggeriets brancheorganisation, Dansk Byggeri. Chefkonsulent Jakob Krohn-Rasmussen forklarer:
- Dem, der rejser ud, er faktisk ofte nogle, som faktisk rejser hjem. Og selv om vi i Danmark er blevet bedre til at holde på de studerende, som bliver uddannet fra vores universiteter og ingeniøruddannelser, kunne vi godt blive bedre, siger han og understreger, at man ikke har gjort op, hvilken andel de udenlandske studerende udgør af dem, som får første job i udlandet.
Men især et element er vigtigt, når det kommer til fastholdelse.
- De unge skal lære dansk, mens de er her. Man er blevet bedre til at organisaere danskundervisning fra skolernes side, og optaget er også blevet begrænset i forhold til, hvad det har været, så det går den rigtige vej, lyder det fra chefkonsulenten.