CO2-aftryk fra beton skal sænkes markant
Erhverv | Af Torben Jastram |
Om godt ti år skal CO2-udledning fra betonbyggeri næsten være halveret uden at det koster på kvalitet, komfort og økonomi. Det håber branchen, som nu lanceres Bæredygtig Beton Initiativ.
En stribe aktører i beton- og byggebranchen går nu sammen om Bæredygtig Beton Initiativ med en ambition om at reducere klimapåvirkningen fra betonbyggeriet betragteligt.
- Vi ser et stort potentiale i Bæredygtig Beton Initiativet, hvor fokus er på både nye løsninger, genbrug og reduceret forbrug, som alt sammen bidrager til at nedsætte CO2-aftrykket. Som ansvarlig bygherre er det vigtigt, at vi gør op med vanetænkningen og finder nye og mere bæredygtige måder at fremstille og benytte byggematerialer på. Bæredygtig Beton Initiativet harmonerer rigtigt godt med vores politik om at bygge bæredygtigt. I PensionDanmark certificerer vi således alt vores byggeri til DGNB Guld, siger direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen.
Vilje til mere bæredygtigthed
Når initiativet er sat i gang af Dansk Beton, skyldes det en erkendelse af branchens klimapåvirkning og en vilje til at handle.
- Den danske betonbranchen har i mange år arbejdet for at producere mere bæredygtigt. Men ser man alene på CO2, så står beton og cement, som er den afgørende komponent i beton, på globalt niveau for fem procent af den globale CO2-udledning. I Danmark ligger det niveau lavere, bl.a. fordi branchen allerede har haft fokus på bæredygtig produktion, men i alle tilfælde er det muligt at nedbringe det miljøaftryk betragteligt. Og det er kerneopgaven for det nye initiativ, hvor der skal være fokus på, hvordan man får omsat viden, forskning og innovation til praksis, siger branchedirektør Thomas Uhd fra Dansk Beton under Dansk Byggeri.
Fokus på viden og afprøvet teknologi
Der arbejdes både i Danmark og udlandet på at udvikle nye teknologier, som kan gøre cement- og betonproduktion mere bæredygtig, men en lang række af dem er fortsat under udvikling, og det er usikkert, hvad effekten vil være, hvad de vil koste, og om de vil være brugbare i stor skala. Derfor har man i det danske initiativ valgt at tage udgangspunkt i enten kendte teknologier eller teknologier, som er tæt på at være klar til markedet.
- Ser man på udenlandske klimaambitioner for cement- og betonindustrien, så står bl.a. lagring af CO2 ofte centralt. Men det er både en uudviklet, dyr og energikrævende teknologi, som vi - i hvert fald i første omgang - ikke har taget med. Derimod har vi fokus på den viden, vi har, og de teknologier, der er afprøvet, og som skal gøres gængse bl.a. via bedre bygherrekrav, tværgående samarbejdsformer og en systematisk vidensindsamling. Det er det, som Bæredygtig Beton Initiativet skal arbejde med, siger Thomas Uhd.