FRI: Forventning om ny vækst trods mangel på ingeniører
De rådgivende ingeniørvirksomheder har trodset den begyndende afmatning, der blev målt i oktober 2018. Væksten drives af fremgang i erhvervsbyggeri, offentligt byggeri samt infrastruktur. Derudover er der markant fremgang i eksporten af rådgiverydelser.
En ny konjunkturmåling fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører FRI pr. april 2019 viser, at udsigterne for FRI-virksomhederne vest og øst for Storebælt på flere centrale nøgletal har ændret sig markant.
Det mest synlige skift er, at den opbremsning, der blev registreret øst for Storebælt i oktober 2018, er afløst af ny vækst. Både den aktuelle ordrebeholdning og forventningerne til den fremtidige ordrebeholdning er nu bedre i Østdanmark end i Vestdanmark.
Sektormæssigt er der både vest og øst for Storebælt en markant fremgang inden for erhvervsbyggeri, offentligt byggeri samt infrastruktur og anlæg. Derudover er der en svag stigning i opgaver rettet mod boligbyggeri vest for Storebælt men et fald i opgaver inden for miljø. Øst for Storebælt er der markant fremgang i eksporten, mens der fortsat er tilbagegang inden for boligbyggeri, dog mindre kraftigt end i oktober 2018.
Tydelig fremgang
- Den nye konjunkturmåling viser, at den vækstpause vi så ved den seneste måling i oktober sidste år, er afløst af ny vækst hos rådgiver- og ingeniørvirksomhederne især øst for Storebælt. Vest for Storebælt ser vi et marked, som ligger på et stabilt niveau. Boligbyggeri er fortsat udfordret, og det er min vurdering, at ikke mindst usikkerhed om det kommende boligskattesystem er med til at skabe denne opbremsning. De fleste øvrige sektorer viser tydelig fremgang. Det gælder ikke mindst erhvervsbyggeri, offentligt byggeri samt infrastruktur. Hertil er der markant fremgang i eksporten af rådgiverydelser, siger Henrik Garver, administrerende direktør i FRI.
Han perspektiverer konjunktursituationen med sine betragtninger om de mere generelle trends i undersøgelsen:
- Samtidig med at der er positive forventninger til væksten, er der også forventning om at overskudsgraden i 2019 forbedres i forhold til 2017 og 2018. Og når jeg ser bag om tallene ser det ud til, at der er kommet en bedre balance mellem ordrebogen og antallet af ansatte. Det betyder ikke, at mangel på ingeniører er aflyst som et problem - tværtimod. Men det viser, at rådgiver- og ingeniørvirksomhederne har fået en skarpere selektering af projekter i forhold til ressourcer og kompetencer. Det er grundlæggende sundt, ikke kun for virksomhederne, men også for hvert enkelt projekt, stort som lille, at der nu bliver prioriteret rigtigt. Det understøtter lønsom vækst i branchen. lyder det fra direktøren.