C.F Møllers omsætning faldt i udlandet
Erhverv | Af Torben Jastram |
Toplinjen hos den store arkitektvirksomhed ramt af Brexit, svensk afmatning og norsk langsommelighed.
C.F. Møller Architects med hovedkontor i Aarhus har afdelinger i Aalborg, København, Oslo, Stockholm og London. Og det er forskellige problemstillinger i de tre udenlandske afdelinger, der er den primære årsag til, at koncernens omsætning dykkede i 2018. Omsætningen faldt fra 304 millioner kroner i 2017 til 287 millioner sidste år.
Faldet slog også igennem på bundlinjen. Således endte resultatet før skat på 12,7 millioner kroner mod 14,7 millioner i 2017.
"Aktiviteten i C.F. Møller Architects har i 2018 været præget af en række modsatrettede trends. Hvor boligmarkedet i Danmark blev styrket, var der en vis afmatning i Sverige. I Norge har C.F. Møller en række større projekter i ordrebogen, men disse er ikke igangsat som forventet. Og en i øvrigt sund afdeling i London har været forstyrret af usikkerheden omkring Brexit," hedder det blandt andet i ledelsesberetningen til regnskabet.
Koncernen forventer i 2019 at investerer yderligere i projekter på nye markeder med baggrund i de kompetencer og erfaringer, der er opnået på blandt andet inden for sygehus- og forskningsbyggerier - især i Tyskland.