Carlsberg Byen får Brygmesterhus
Der er netop underskrevet kontrakt på et nyt byggeri på 11.700 kvadratmeter i det travle bykvarter.
54 boliger i varierende størrelser samt plads til erhverv og parkeringskælder.
Det bliver udseendet på det kommende Brygmester Hus, som kommer til at ligge i den vestlige del af Carlsberg Byen mellem to fredede og bevaringsværdige ejendomme. Carlsberg Byens administrerende direktør Jens Nyhus har netop underskrevet en aftale med et hold bestående af entreprenørerne fra HHM, arkitekterne fra Zeso og Opland samt Niras.
Med lejligheder indrettet med fokus på mange værelser vil Brygmester Hus især appellere til børnefamilier.
Administrerende direktør Jens Nyhus
Carlsberg Byen
På grænsen til et af Valbys gamle villakvarterer og tæt på bykvarterets to største grønne områder: J.C. Jacobsens Have og Carl Jacobsens Have skal et nyt kvarter skyde op.
- Hele Carlsberg Byen emmer af historie, og i netop dette område af byen bliver de kommende beboere med det gamle Carlsberg fra 1847 som nærmeste nabo i særdeleshed en del af denne historie, siger Jens Nyhys om projektet.
Byggeriet er det seneste i en lang række af nyligt igangsatte byggerier, hvilket vidner om, at Carlsberg Byen er inde i den hidtil mest aktive fase i bykvarterets udvikling. Carlsberg Byen forventer, at 80 procent af byggerierne i byområdet vil stå færdig i 2021, når Brygmester Hus er klar til indflytning.
Brygmester Hus
Lejlighederne i Brygmester Hus er optimerede med mange aktive kvadratmeter, hvilket giver flere rum for pengene og dermed særligt appellerer til større familier. Der er ligeledes mulighed for at fravælge rum i projektets fleksible boliger og i stedet udvide køkkenalrummet. Alle lejligheder har altan, fransk altan, tagterrasse eller have/terrasse, og derudover har ejendommen en fælles tagterrasse.
- Med lejligheder indrettet med fokus på mange værelser vil Brygmester Hus især appellere til børnefamilier, som ligeledes vil kunne glæde sig over roen i den nærliggende J.C. Jacobsens Have, siger Jens Nyhus
Arkitekterne bag byggeriet har videreført Carlsbergs byggetradition, så Brygmester Hus spejler sig i de historiske omgivelser med rødbrune teglsten i facaden og detaljer i gadeplanet, ligesom matchende nuancer ved vinduer, tag og altaner er med til at skabe variation.
Det samlede byggeri er på 11.700 kvadratmeter fordelt på 54 boliger i varierende størrelser, herunder 1. 500 kvadratmeter erhverv og parkeringskælder.