TL Byg igangsætter ny etape i Hasseris
Byudviklingsprojektet ved Hasseris Enge vil de kommende år udbygge Aalborg med 1.200 boliger.
Sofiendal Enge i den sydvestlige del af Aalborg er godt i gang med at blive omdannet til et helt nyt boligområde, der på sigt skal bebygges med 1.200 boliger.
Første etape omfattede opførelsen af 217 nye boliger, og nu påbegyndes anden etape, der rummer 103 lejligheder og 45 rækkehuse på i alt fire byggefelter. Det er det aalborgensiske entreprenørfirma TL Byg, der har totalentreprisen på begge etaper.
- Byudviklingsprojekter som disse er et af vores specialområder, som vi har sat yderligere fokus på de seneste år på grund af den store boligefterspørgsel i landets større byer, lyder det fra direktør Jens Nielsen fra TL Byg.
Ejendomsmægler Thorkild Kristensen Erhverv har i samarbejde med TL Byg har stået for at sælge de 13.600 kvadratmeter boligareal i etape 2 til lokale konsortier. Ejendomsmæglerfirmaet har ligeledes stået for en stor del af salg og udlejning i første etape, og interessen for området er kun blevet større, lyder det fra partner og erhvervsrådgiver hos Thorkild Kristensen, Peter Fredberg.
Klimapark øger efterspørgslen
Ifølge erhvervsrådgiveren er de naturskønne omgivelser og den kommende klimapark en væsentlig årsag til områdets popularitet. Aalborg kommune og Aalborg Forsyning indgik i 2018 en aftale om at omdanne en del af Hasseris Enge-området til en 23 hektar stor klimapark med regnvandsøer, vandløb, stier og beplantning. Klimaparken etableres frem til 2030, men allerede i løbet af de kommende år vil arealet fremstå som en helstøbt park.
- Beliggenheden i et af Aalborgs mest eftertragtede bosætningskvarterer samt en høj boligkvalitet, der ligger over det generelle niveau for lejeboliger, skaber i sig selv en naturlig interesse for projektet. Men klimaparken og de rekreative muligheder er noget, der virkelig løfter området til det næste niveau og tiltrækker mange potentielle beboere, siger Peter Fredberg.
Byggeriet af det første kanthus er påbegyndt og står klar til indflytning i løbet af sommeren 2019, mens de resterende boliger forventes færdigbyggede ultimo 2020.