BIG præsenterer fremtidens flydende by
Arkitektur | Af math |
Byerne skal være lavet af moduler, der kan sættes sammen afhængig af størrelsen på byen.
Ifølge UN Habitat, FN's organisation der har til formål at promovere social og miljømæssig bæredygtig udvikling i urbane miljøer, vil 90% af verdens storbyer i 2050 være udsat for dramatiske havvandsstigninger. Derfor har Bjarke Ingels Group (BIG) tænkt nyt og præsenteret Oceanix City i samarbejde med FN, Oceanix, der er en udviklingsvirksomhed for verdens første flydende storbyer, samt Messachusetts Institute of Technology (MIT).
- 9 ud af 10 af verdens største byer vil være udsat for havvandsstigninger i 2050. Oceanix City er en model for et maritimt metropol som vil være forankret i FN's Verdensmål for Bæredygtig Udvikling. Byen kan ændre og tilpasse sig med tiden og blive udviklet fra mindre bykvarterer på 300 beboere til en by på 10,000 med mulighed for at skalere uendeligt til storbyer og fællesskaber for mennesker der kærer sig om hinanden og planeten, sagde Bjarke Ingels, Stifter & Partner, BIG.
Højden på alle bygninger holdes under syv etager for at skabe et solidt tyngdepunkt og for at kunne modstå havvinde. Tagfladerne foldes som origamiblomster for at maksimere plads til solceller.
Kan sammensættes
I hjertet af hvert modul vil der være en byhave, hvor øboerne kan dyrke frugt og grøntsager. Biorock-koraller vil sikre et rigt dyre- og planteliv under havoverfladen, hvor østers, alger, muslinger, snegle og andre havdyr vil blive dyrket til at holde vandet rent og for at genoprette havets økosystem.
- Vi er FN's officielle organ for arbejdet med storbyer i hele verden - på land og vand. Vi er klar til en dialog omkring bæredygtige flydende byer for at sikre at dette koncept har de bedst mulige forudsætninger for at lykkes og komme verdens borgere til gode, sagde Mamunah Mohd Sharif, Executive Director for UN Habitat og undersekretær ved FN.
Hvis man samler seks mindre moduler, kan man ifølge BIG danne en flydende, selvforsynende landsby på 12 hektar med plads til op mod 1650 beboere. Transport skal ske til fods eller via elektriske både.
Samtidig kan modulerne samles, så der kan formes en by på op mod 10.000 indbyggere. Uanset størrelsen vil der dog være en havn i midten af byen, som bliver samlingsstedet for alle sociale aktiviteter.
De første flydende byer er tiltænkt de mest udsatte områder i tropiske og subtropiske regioner af verden.