KPK lancerer nyt energivindue
Vinduesproducenten går med det nye produkt efter større andel af store renoveringsopgaver.
KPK Døre og Vinduer investerede i februar i et helt nyt og moderne CML Helios bearbejdningsanlæg, som skal lette håndteringen, effektivisere og udvide kapaciteten i produktionen. Og nu er vinduesproducenten også klar med et helt nyt træ/alu-vindue, KPK Vision, som er et direkte resultat af investeringen i anlægget.
- Det er et energivindue med en unik isoleringsevne, da det har en u-værdi på kun 0,68 W/m2K, hvilket er blandt de bedste på markedet, fortæller KPK Døre og Vinduers salgschef, Peter Bechmann.
God ved renoveringsprojekter
Udover den bedre isoleringsevne har det nye vindue en ekstra smal vinduesramme, der giver et større lysindfald i boligen. Det giver vinduet et slankt, moderne design, der stiller KPK endnu stærkere i forbindelse med nybyg og gennemgribende renoveringsprojekter.
- KPK Vision er lavet med et minimalistisk design, hvor vinduets karm og ramme er tyndere end vores andre produkter. Det er med til at sikre et stort lysindfald i boligen og passer særdeles godt til nybyggeri, hvor man ofte bygger med flotte, slanke linjer. Og dét kombineret med den ualmindelige gode isoleringsevne, som lever op til bygningsreglement 2020, betyder, at vinduet i høj grad er fremtidssikret, siger Peter Bechmann.
Det nye træ/alu-vindue er med tre-lags glas, energimærke A og har en Eref-værdi på +23,9 kWh/m² pr. år.