Byggeriet bør få udbytte af kvindelig styrke
Byggeri | Af Louise Gregersen |
Sabine Svendsen er byggeleder hos CG Jensen, og elsker jargonen i skurvognen. Det er til gengæld hende, der tænker på barselsgaver, og hende man går til med de svære ting. Hun mener, man bør se kvinders egenskaber som en styrke i byggebranchen.
- Velkommen til!
29-årige Sabine Svendsen tager imod Dagens Byggeri med et stort smil og et fast håndtryk på trappen udenfor skurvognen på byggepladsen nær Tivoli Kongrescenter i København.
Jeg er blevet taget på røven af en håndværker til en julefrokost, hvor jeg klart og tydeligt sagde til ham, at han kunne betragte det som en skriftlig advarsel.
Byggeleder Sabine Svendsen
CG Jensen
- Vi er ved at bygge Danmarks største hotel. Det er faktisk ret fedt at være med til, siger hun og viser indenfor i varmen.
Kontant afregning
Siden 2013 har hun arbejdet som byggeleder efter sin ingeniøruddannelse.
Nok er hun den eneste kvinde, Dagens Byggeri møder i skurvognen den dag, men hun er langt fra alene, når man ser på byggebranchen i sin helhed. For ifølge tal fra Dansk Byggeri er der siden 2008 sket en stigning på 16 procent i antallet af kvindelige ledere i byggebranchen.
Sabine Svendsen har aldrig været i tvivl om, at det var i den branche, hun ville arbejde. Hendes far var jord- og betonarbejder, og hun beskriver det som 'det fedeste', efter hun var i praktik som byggeleder i ottende klasse. Sådan har hun det stadig.
- Jeg elsker jargonen. Hvis man laver en fejl, bliver en spade kaldt for en spade. Der er kontant afregning. Det kan jeg godt lide, siger hun.
Ikke sommerkjole eller nedringet
Selv tænker hun ikke over, at hun er kvinde i et mandefag.
- Jeg kan jo klare det lige så godt, som mændene kan, siger hun og fortsætter:
- Man tænker over sin påklædning, for hvis man vil tages seriøst, går man ikke i nedringet tøj. Man tager heller ikke sommerkjole på. Men derudover, er det ikke noget, der fylder for mig, siger hun.
Forskellen på hende og kollegerne kan dog godt dukke op.
- Det er typisk mig, de andre kommer til, hvis de er kommet til skade. Det er også mig, de kommer til, hvis noget ikke går så godt. Jeg tror, det er fordi, jeg har nogle lidt blødere værdier, siger hun.
Og den forskel skal man være klar på, mener hun.
- Det er måske mig, der finder på at købe en lille bamse til en, der lige er blevet far. Men det er ikke fordi, det er forventet af mig. Det er bare fordi, jeg tænker mere i de baner, og det har jeg det helt fint med, siger hun.
Skal kunne sige fra
Byggeriets Kvinderåd udgav i år sine syv anbefalinger til, hvordan man skaffer flere kvinder som Sabine Svendsen og flere kvindelige håndværkere. Blandt de anbefalinger var, at man bør kigge kulturen og den beskidte jargon i skurvognene efter i sømmene. Men det er ikke der, Sabine Svendsen ser, der er et problem.
- Jeg har aldrig været ude for, at jeg har følt mig stødt. Jeg tror, det har noget at gøre med, hvordan man selv tager det. Man skal kunne sige fra og man skal være klar i sin kommunikation, men det gælder jo lige meget hvor man er, siger hun.
Der har dog været én episode, hvor Sabine Svendsen følte, at en grænse blev overskredet.
- Jeg er blevet taget på røven af en håndværker til en julefrokost, hvor jeg klart og tydeligt sagde til ham, at han kunne betragte det som en skriftlig advarsel, og hvis det skete igen, ville der komme en mundtlig i form af en flad. Så grinede jeg og sagde, det var for ulækkert, og at han jo aldersmæssigt kunne have været min far, fortæller Sabine Svendsen og tilføjer:
- Det er lidt ærgerligt, at det skal være sådan, men til gengæld tror jeg ikke én gang på en del år er unormalt i forhold til, hvad der foregår til julefrokoster i andre brancher, siger hun.
Ansæt kvinder for det, de kan
Men hvis det ikke handler om at ændre jargonen, hvordan får man så flere kvinder til at vælge byggefaget til? Hvordan gør man det helt normalt som kvinde at hente sin datter i SFO'en i sikkerhedssko og arbejdsbukser? Ifølge Sabine Svendsen handler det hverken om adskilte omklædningsrum eller forbud mod sjoflerier. Det starter med, at man skal kunne se værdien i kvindelige ansatte.
- Man bør se det som, at kvinder kan bidrage med andre ting end mænd, selvom man måske ikke skal løfte det samme. Jeg tror, jeg tænker anderledes end mændene, og det er min styrke, siger hun.
Med sin passion for jobbet som byggeleder, opfordrer hun helt uden forbehold andre kvinder til at vælge den vej, hvis de har mod på det.
- Det er det fedeste job, man kan finde. Det går rigtig stærkt nogle gange, men jeg synes, det er fedt, at vi bygger noget sammen, siger hun.
Til arbejdsgiverne har hun et klart godt råd:
- Man skal ansætte kvinder i byggebranchen, fordi man mener, man kan bruge det, de kan. Ikke kun fordi, de er kvinder, siger hun.