Rådmand vil sætte Brabrand Boligforening under skærpet tilsyn
Boligforeningen har i strid med reglerne påbegyndt et renoveringsprojekt af en boligblog i Toveshøj, mener kommunalpolitikeren Bünyamin Simsek (V) fra Aarhus.
En boligforening skal have grønt lys fra Aarhus Kommune, før den kan gå i gang med store renoveringer af støttede boliger.
De regler har Brabrand Boligforening imidlertid forbrudt sig imod ved at gå i gang med renoveringen af en boligblok i Toveshøj uden, at byrådet har haft mulighed for at drøfte, om den 108 millioner kroner dyre istandsættelse er en bedre løsning end for eksempel anlæg af nye boliger, som vil koste cirka det samme.
Normalt godkender kommunen økonomien, inden bygherrer skriver kontrakt med håndværkerne og køber materialer. Men i den konkrete sag har Brabrand Boligforening sat håndværkerne i arbejde uden at have de nødvendige tilladelser på plads. Det til trods for, at budgettet for istandsættelsen var steget fra 88 millioner kroner i planlægningen, til 108 millioner da de konkrete priser var hentet hjem.
Således har Brabrand Boligforening allerede udført arbejde for 37 millioner kroner alene i håndværkerlønninger, og 60 procent af arbejdet i boligblok nummer A17 i Toveshøj uden at få lov til at gå i gang. Det skriver magistratet i en pressemeddelelse. Hvorfor man er lykkes med at brande så mange penge af, før nogen på rådhuset opdagede noget, melder historien dog ikke noget om.
- Det er kritisabelt, at Brabrand Boligforening har set stort på reglerne og frataget Aarhus Byråd muligheden for at drøfte, hvordan pengene bedst bliver brugt i Gellerup og Toveshøj. Byrådet er meget opsat på at præge udviklingen i en positiv retning, men det kan vi ikke, hvis vi ikke er med til at bestemme, om vi sætter gamle boliger i stand, eller i stedet bygger nye boliger, siger rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V).