Nye teknologier skaber værdi i den danske byggebranche
Ny publikation fra InnoByg giver både svar og inspiration baseret på en registrering af teknologibrug, teknologimodenhed og værdiskabelse i den danske byggebranche.
Ny teknologi, automatisering og nye digitale løsninger skyller ind over bygge- og anlægsbranchen.
Og det er godt, mener man i innovationsnetværket InnoByg, for de nye teknologier bringer enorme muligheder med sig. Styregruppeformand i InnoByg og direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen har derfor lanceret en ny publikation, som skal gøre det nemmere for byggeriets aktører, at få glæde af de digitale gevinster. Han forklarer.
Der er mange gode grunde til, at bygge- og anlægsbranchen bør tage imod den nye digitale bølge med åbne arme.
Styregruppeformand Michael H. Nielsen
InnoByg
- Der er mange gode grunde til, at bygge- og anlægsbranchen bør tage imod den nye digitale bølge med åbne arme. Der er brug for nye, innovative løsninger, processer og teknologier - også for at stå stærkere i konkurrencen på det globale marked. I Danmark har vi tradition for at være nytænkende og gå forrest i udviklingen. Med Build 4.0, som er bygge- og anlægsbranchens svar på Industrialisering 4.0, har vi en enestående mulighed for at fastholde den tradition, siger Michael H. Nielsen.
Lifecycle-tilgang
Build 4.0 sætter nye mål for byggeriet. Håbet er, at man med implementeringen af digitale og teknologiske løsninger vil bygge mere effektivt, skabe merværdi, forebygge nedslidning og optimere branchens brug af ressourcer gennem hele byggeriets livscyklus. Men det kræver, at man finder konkrete bud på inspiration.
- Med casestudierne i denne udgivelse ønsker vi at give indsigt de nye teknologier. Vi viser, hvad der findes, hvad der er på vej, men også i hvilken udstrækning, de digitale løsninger er implementeret i branchen, siger Marianne Meyer Jakobsen, der er netværksleder i InnoByg.
Ønsker man at se nærmere på publikationen, kan den findes her.