Nyt Aarhus Stadion må ikke trumfe grønne områder
Byggeri | Af Mathias Hansen |
400 mand kæmper imod - onsdag aften blev der holdt et støttemøde for at sikre, at politikerne i Aarhus Byråd kender til utilfredsheden omkring den mulige bebyggelse syd for Jydsk Væddeløbsbane.
- De grønne områder er værdifulde, og væddeløbsbanen er en kulturinstitution.
Sådan siger Ashkan Eftekhari, der er frontmand for borgergruppen "Bevar de grønne områder ved Væddeløbsbanen".
I Aarhus er planen, at der skal bygges i den grønne trekant syd for Jydsk Væddeløbsbane. Byggeriet skal være med til at finansiere det nye sports-campus, hvor der blandt andet skal være et nyt Aarhus Stadion.
400 interesserede borgere deltog onsdag aften og udviste deres utilfredshed med den mulige finansieringsmodel.
- Der er mange, der går her med deres børn eller deres hunde og nyder naturen, og jeg kan se på onsdagens fremmøde, at der er mange, der har det på samme måde. Vi håber, byrådet tager vores bekymringer i betragtning, siger Ashkan Eftekhari.
Planen er at opføre cirka 1100 boliger, hvor alle, på nær et par boligkarréer, skal bygges i den grønne trekant. Boligerne skal via salg finansiere det nye sports-campus, hvor det mest opsigtsvækkende er et nyt stadion til fodboldholdet AGF.
- Vi understreger gerne, at vi er bekymrede over, at man vil bygge på området. Vi har ikke noget imod et nyt Aarhus Stadion eller et sports-campus. Men det skal ikke ske på bekostning af de grønne områder, siger Ashkan Eftekhari.
Politisk glæde over møde
Mødet og idéen om at finansiere stadion på anden vis, behager Hans Skou (V), der sidder i Aarhus Byråd. Her er han blandt andet en del af Aarhus Stadions politiske styregruppe.
- Ifølge min politiske forståelse, er det fantastisk, at der er et aktivt lokalområde. Vi håber altid som politikere på, at vi kan få et samspil med borgerne, og deres protester gør ikke, at vores håb om et nyt stadion forsvinder, siger Hans Skou.
Han håber samtidig, at der ikke bliver bygget på væddeløbsbanens grund. Han vil se væddeløbsbanen og et nyt sportscampus hver for sig. Det handler blandt andet om, at fodboldklubben AGF lejer stadion frem til 2020. Omvendt har Jydsk Væddeløbsbane en aftale til 2030.
- Vi skal skille de to ting ad og ikke lade et nyt sportscampus være afhængigt af væddeløbsbanen. Vi skal ikke ophæve kontrakten med Jydsk Væddeløbsbane før tid, og det handler blandt andet om ren og skær respekt, siger Hans Skou.
Andre idéer
Men hvor skal pengene så komme fra, hvis ikke det skal komme fra byggeri? Det kunne være fra private, mener "Bevar de grønne områder ved Væddeløbsbanen".
- Det er et politisk spørgsmål med hensyn til finansieringen, men vi opfordrer kommunen til at finde alternative finansieringsmuligheder. Det er der flere eksempler på, hvor pensionsselskaber eller andre private fonde bygger og lejer ud, siger Ashkan Eftekhari.
Den plan kan Hans Skou godt være med på.
- Jeg håber, der er nogle private aktører, der har lyst til at smide penge i processen, men det er endnu for tidligt at spå om. Først skal vi finde ud af, om der overhovedet er opbakning til et nyt sportscampus, siger Hans Skou.