Rådgivere skal ikke kunne leve op til en "nørdnorm"
Erhverv | Af advokat Holger Schöer, Kromann Reumert |
En ny afgørelse danner præcedens for, at alle rådgivere bør kunne stole på producenternes regne-redskaber i stedet for at skulle forlade sig på egne evner.
Findes der en norm for, hvor nørdet en teknisk rådgiver skal være, eller ikke skal være, for at undgå erstatningsansvar?
Netop denne problemstilling var aktuel i en ny voldgiftssag gengivet i TBB 2019.34. Det følger af ABR18 og ABR89, at rådgiveren er ansvarlig efter de almindelige erstatningsregler for fejl og forsømmelser ved opgavens løsning. Ved bedømmelsen skal professionens målestok for kvalifikationer og påpasselighed anvendes. Rådgiveren skal med andre ord have iagttaget god projekteringsskik og handlet i overensstemmelse med projekteringstidens viden. Men hvor nørdet skal rådgiver være for at opfylde kravet om "god projekteringsskik"?
Man bør kunne regne med producenten
I voldgiftssagen TBB 2019.34 havde en rådgiver forestået dimensionering af radiatorer i forbindelse med et byggeri. Rådgiveren anvendte producentens regneværktøjer til dimensioneringen, men det viste sig dog, at regneværktøjet ikke beregnede retvisende radiatoreffekter, hvorfor der skulle ske omprojektering. Spørgsmålet blev herefter, om rådgiver, ved at bruge producentens regneværktøj, havde begået ansvarspådragende projekteringsfejl.
Mere præcist var spørgsmålet, om rådgiver burde have foretaget en selvstændig vurdering af, om regneværktøjet fremkom med retvisende radiatoreffekter, herunder undersøgt, om anvendelse af den logaritmiske metode ville medføre mere retvisende beregnede radiatoreffekter i forhold til den aritmetiske formel, som producentens regneværktøj anvendte, under hensyn til blandt andet den givne fremløbstemperatur, returtemperatur og de ønskede radiatorers geometri.
Titiel af nørd
Skønsmanden udtalte i den forbindelse, at "man ville blive betragtet som en nørd, hvis man selv foretog de omhandlede beregninger". Derimod var det normalt antaget, at rådgiveren kunne have tillid til radiatorleverandørernes beregningsprogrammer, og at rådgiveren kunne anvende de skemaer, som radiatorleverandørerne stillede til rådighed. Rådgiveren havde derfor handlet i overensstemmelse med god projekteringsskik på projekteringstidspunktet ved at anvende producentens regneværktøj. Som følge heraf kunne erstatningsansvar ikke gøres gældende over for rådgiveren, selvom de anviste radiatorers varmeydelser var væsentligt mindre end forudsat.
Konklusion
I mange byggeprojekter anvendes oplysninger og regneværktøjer fra producenter uprøvet. Afgørelsen viser, at der findes en grænse for, hvor nørdet en rådgiver skal være for at undgå erstatningsansvar. Men hvor grænsen helt præcist går er svær at sige. Afgørende er, om rådgiver følger sædvanlig praksis inden for branchens anviste normer på projekteringstidspunktet. Er dette tilfældet, har rådgiver opfyldt kravet om god projekteringsskik, og der kan - som udgangspunkt - ikke kræves mere af rådgiver.