Fællesskabet er omdrejningspunktet i nyt visionsprojekt
Arkitektur | Af math |
Almanakken er til alle aldersgrupper, men det er endnu ikke kendt, hvor byggeriet skal opføres.
Kant Arkitekter har fællesskabet i fokus i deres nye visionsprojekt Almanakken. Det skriver tegnestuen i en pressemeddelelse.
Inspirationen til projektet kommer fra de cirkelrunde boformer, der spænder lige fra vikingetidens geometriske Trelleborge til de cirkelformede klyngehuse Tulou, som præger landskabet i det sydøstlige Kina.
Almanakken er disponeret som et cirkelslag omkring et gårdrum, hvor stueetagen fremstår delvis åben. Projektet skal på én og samme tid defineres som et afgrænset fællesskab, mens der også skabes kontakt til det omkringliggende landskab.
- Fællesskaberne har det ofte bedst, hvis de er håndgribelige og overskuelige. Bliver de for store, mister vi let den følelse af samhørighed og ansvar, som er forudsætningen for, at vi deler et univers. Derudover er det vores erfaring, at fællesskabet trives bedst, når det ikke er noget, som forventes af andre, men derimod står som et tillokkende dagligt alternativ. Det er den bevidsthed, som har været vores udgangspunkt i arbejdet med projektet, siger partner i Kant arkitekter Karl-Martin Buch Frederiksen.
For alle
Almanakken skal henvende sig til en bred gruppe af mennesker og ikke bare én bestemt aldersgruppe. Stueetagen rummer de fællesaktiviteter, som benyttes af hele bebyggelsen, hvor boligerne "løftes op" under et sammenhængede tag.
- Almanakken er både for det unge par, som gerne vil bytte lejligheden i byen ud med et sted, hvor der er højere til loftet. Men den er også for dem, som gerne vil have en bolig, som fungerer som ramme om et aktivt seniorliv. Dem, hvor børnene er flyttet hjemmefra og som har tiden, ressourcerne og lysten til at stifte nye venskaber. Dem som ikke er færdige med at realisere sig selv, og som aldrig nogensinde kunne drømme om at lade sig parkere på sidelinjen. Det er det, vi mener, når vi siger, at den ikke er aldersformateret, men henvender sig til aktive og nysgerrige mennesker, siger partner Sebastian Soelberg.
Husene kan sættes sammen til små kvarterer eller til landsbyer med pladser, stræder og foreningsliv.
Mange om buddet
Det cirkelformede projekt har været flere år undervejs. Det er dog ikke kendt endnu, hvor Almanakken bliver opført. Både jyske og sjællandske kommuner ifølge tegnestuen i spil til at få de første huse.
- Det har været en lang rejse at skabe det overordnede projekt, og der har også været bump på vejen. Men vi kunne mærke, at vi havde fat i noget spændende her; at der var noget vigtigt på spil. Der var simpelthen ingen af os, som kunne slippe projektet igen. Og i stedet for at droppe det, har vi derfor udviklet og kvalificeret det løbende, så det koncept, vi står tilbage med i dag, har langt flere perspektiver end det oprindelige forlæg.
Tidligere har Kant Arkitekter brugt den cirkelformede model i forbindelse med udvikling af et sjællandsk boligprojekt samt i en forbindelse med en idékonkurrence i Ringkøbing.