KPC byder 90 nye millioner velkommen på bundlinjen
KPC med hovedsæde i Herning udvikler egne projekter og opfører byggerier i totalentreprise. Og begge dele lykkedes særdeles godt i 2018.
Det buldrer derudad i byggeriet. Og selv om mange selskaber, knap formår at skabe et overskud, er det ikke tilfældet hos herningenserne i KPC.
Det viser deres seneste regnskab, som netop er landet. Selv om man er gået en anelse tilbage målt på omsætning, er resultatet storartet. Man har evnet at løfte forretningen på bundlinjen med 90 millioner kroner sammenligenet med 2017. En succes ifølge administrerende direktør Bo Knudsen.
- 2018 er et år, hvor KPC er lykkedes ekstraordinært godt med sine ting - blandt andet har vi afleveret Aarhus Universitetshospital Psykiatrien i Skejby fire måneder før tid og uden økonomiske overskridelser. Blandt de projekter og byggerier, som sikrede omsætning og bundlinje i årsregnskabet for 2018, er desuden Swecos nye hovedkvarter i Ørestaden, Hjertet i Ikast samt centralkøkkenet på Aarhus Universitetshospital i Skejby, skriver han i en pressemeddelelse.
140 medarbejdere solide medarbejdere
Og nøglen til succesen skal man ikke kigge langt efter.
Det er i medarbejderstaben på 140 dygtige individer, at årsagen til det gode år befinder sig.
- Vi tilstræber at tiltrække og fastholde de dygtigste i branchen inden for byggeteknik, jura og økonomi, og i fremtiden vil vi fortsat have stort fokus på at have det rigtige mix og niveau af kompetencer hos medarbejdere og ledere, siger Bo Knudsen.
Kompetencerne skal være med til at sikre KPC's konkurrencedygtighed på strategiske fokusområder som OPP (offentlige-private-partnerskaber), arbejdsmiljø, kvalitetsstyring, sagskompleksitet og bydelsudvikling.
Risskov her kommer vi
Som et eksempel på projekter med bydelsudvikling peger Bo Knudsen på Bindesbøll Byen i Risskov, hvor det tidligere psykiatriske hospital lå.
- Det tegner til at blive et spændende projekt, som omfatter et område med 1.200 boliger fordelt på 110.000 kvadratmeter. Visionen i Risskov er at skabe en ny bydel, hvor stedets eksisterende og unikke bygnings- og landskabsmæssige kvaliteter forstærkes. Også i Herning glæder vi os til at arbejde videre med Sygehusgrunden og de unikke muligheder, den centrale placering i Herning giver, siger Bo Knudsen.
Resultatet for 2018 afspejler ifølge direktøren endnu et år, hvor KPC-koncernen matcher markedets krav.
- Det har vi med ganske få undtagelser evnet siden etableringen 1. august 1979, og i jubilæumsåret 2019 kan vi dermed fejre KPC's succes gennem fire årtier. KPC har en stærk likviditet, en solid egenkapital og en fin ordrebeholdning - ikke blot for 2019, men også for de kommende år, siger Bo Knudsen.