MOE-ingeniør er Årets unge FRI Rådgiver
Valget faldt på 33-årige ingeniør og projektchef med afsæt i hans arbejde med DTU's bygning 310 og blandt andet hans dybe forståelse for at skabe værdi gennem brug af digitale modeller.
Peder Tor Hessellund Schiønning fra MOE modtager prisen som årets unge rådgiver 2019 af Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI).
Han beskrives som en af MOE's absolut bedste og mest kompetente projektchefer med en stærk faglig baggrund inden for installationsområdet.
Peder har ifølge MOE evnerne til både at demonstrere sin store faglighed og formidle svært tilgængeligt stof. Som projektleder for MOE var Peder Schiønning øverste ansvarlig for økonomi, kvalitet og tid på projektet Bygning 310 for DTU. Undervejs i projektet for DTU har Peder skabt innovative løsninger, både på det projektmæssige plan og i samarbejdsprocessen, hvilket er kommet alle parter på projektet til gode.
- Det er i et virkelig skarpt felt af kandidater, at Peder er blevet nr. 1. Peders bidrag, og greb om projektet og processen Bygning 310 på DTU er virkelig imponerende. Samtidig var hans evne til at arbejde med digitale modeller, så de kunne anvendes direkte af entreprenøren, banebrydende for 2017. Også selvom det er mere standard i dag, at de rådgivende ingeniørvirksomheders digitale modeller, er det, som entreprenørerne anvender direkte. Så det er live produktivitetsvækst, vi har været vidne til med projektet. Samtidig er der tænkt både bæredygtighed, samarbejde og procesoptimering undervejs. Jeg forstår godt, at MOE ser Peder som et stort talent. Det er han også. Ikke kun i MOE men i den rådgivende ingeniørbranche generelt. Det er derfor vi i dag har kåret ham til vinder, som årets unge FRI Rådgiver 2019, siger Henrik Garver, adm. direktør for FRI og medlem af dommerkomitéen.
Ud over Peder Tor Hessellund Schiønning var der følgende fire finalister i konkurrencen:
- Claus Maimann Davidsen, 34 år, Nordiq Group - nomineret med projektet Bofællesskabet Mageløse.
- Henrik Bredahl Kock, 31 år, COWI - nomineret for sine bidrag til design m.v. af den nye Storstrømsbro.
- Jan Vig Nielsen, 33 år, Rambøll - nomineret for renovering af Bryghusbroen.
- Gitte Gylling Olesen, 35 år, Rambøll - nomineret for bæredygtighedsledelse m.v. i forbindelse med Middelfart Rådhus.
Det er 11. gang, at FRI kåret Årets unge FRI Rådgiver.