Bach Gruppen A/S opnår rekord-overskud
Viborg-virksomheden tjener blandt andet godt på byggeri af lejligheder i København og lejeindtægter generelt.
2018-regnskabet var et godt et af slagsen for Bach Gruppen A/S.
Intet mindre end 224 millioner kroner - altså tæt på en kvart milliard - lyder overskuddet på før skat på. Resultatet, der er 77 millioner kroner bedre end i 2017, er det suverænt bedste i Bach Gruppens historie.
Det er ikke mindst færdiggørelsen og afleveringen af flere store byggerier, der tæller godt i regnskabet, der afslører, at omsætningen i 2018 var på 827 millioner kroner mod knap 658 millioner kroner i 2017.
Det skriver Viborg Stifts Folkeblad
- De færdige byggerier er selvfølgelig en væsentlig del af regnskabet, men det går nu generelt godt i langt de fleste af vores selskaber, så vi glæder os over, at vi har haft et rigtig fint år, og vi ser frem til, at 2019 nok bliver lige så godt, siger direktør Palle Buhl Jørgensen til avisen.